En uge efter kidnapningen – ‘palæstinenserne gør grin med os’

En uge efter kidnapningen af tre unge israelere og med indsats af over 100.000 soldater i eftersøgningen operation “Bring vore brødre tilbage” er situationen stadig på nulpunktet – og har medfødt en dyb sjælegranskning i Israel.

Den kendte klummeskriver Eitan Haber skriver:
– Hvordan kan en lille bande latterliggøre de geniale israelere? Palæstinenserne har draget lære og har studeret deres israelske fjendes fortrin og mangler. De har fundet de svage punkter for at kunne gå udenom Israels og dets militærs unikke fordele.

Haber slutter:
– Hvordan er det slået fejl for verdens bedste efterretningssamfund at lokalisere de kidnappede?
4-5 palæstinensere uden særlige midler gør grin af den store hær, der løber rundt foran dem.

Hidtil er 320 palæstinensere, heraf 240 Hamas-aktivister, blevet arresteret under en af de største militæroperationer nogensinde på Vestbred-området. Eftersøgningen fortsætter med uformindsket styrke, døgnet rundt.

Under raids i Dura, Dheisheh og Kalandias flygtningelejre kom det til kamphandlinger, og syv palæstinensere og en israelsk soldat blev sårede.

Abbas

Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, er blevet rost for at have indtaget en modig holdning i sagen. Foran et væld af kameraer på en konference af “Organisationen af Islamisk Samarbejde” i Jeddah, Saudi-Arabien fordømte Abbas kidnapningen og sagde, at han var besluttet på at fortsætte samarbejdet med Israel for at finde de bortførte.

Den israelske sagkyndige i palæstinensiske anliggender, dr. Ido Zelkovitz, Hafa Universitet, siger:
– Med sin udtalelse har Abbas vist, at han er en statsmand. Hans beslutning om at konfrontere sine støtter og rivaler åbner et vindue for en fornyelse af fredsprocessen og forhindre den svære pris, som den palæstinensiske offentlighed må betale, hvis en tredje intifada bryder ud.