Idealister investerer i hotel for ’kristen-Norge’

Sveinung Lianes skal være daglig leder for Bjorliheimen Hotell og Møtesenter. Foto: Privat.
Sveinung Lianes skal være daglig leder for Bjorliheimen Hotell og Møtesenter. Foto: Privat.

Lokale aktionærer og ildsjæle vil drive hotel som kristent mødested – uden profit og alkohol.

En interessentgruppe på 15 personer har indgået en lejeaftale om drift af Bjorliheimen på Bjorli i Oppland i et år fra 1. august. Gruppen har også ret til evt. at købe stedet, skriver KPK.

Sveinung Lianes skal være daglig leder på heltid på Bjorliheimen i prøveåret – dog på ulønnet frivillig basis fra 1. august.
– Vi er i allerhøjeste grad et idealistisk projekt. Det er vedtægtsfæstet, at aktionærerne ikke får udbetalt udbytte. Det vi gør i dette nystartede aktieselskab, er vel egentlig noget nyt inden for ’kristen-Norge’, i og med at private investerer uden nogen form for sikring og modydelser, mener Lianes. Aktiekapitalen er på 300.000 kroner.
Navnet på selskabet er Bjorliheimen Hotell og Møtesenter AS. De lejer stedet af ejerne, Liv og Jan Erik Lehre.
Lianes er i dag daglig leder ved Misjonssentralen Gjenbruk, men afslutter tjenesten der 1. juli.

Hotel og mødested

– Vi håber i endnu større grad at blive et møde- og brugssted for nærområderne, når det gælder markering af højtider, konfirmationer, jubilæer, mindesamvær og så videre.
Vi lægger også op til at være et sted for kristne møder søndag formiddag, og at det skal være et kristent mødested for unge lørdag aften.
Fire unge mennesker, som skal være med til at drive hotellet, tager sig af disse ungdomssamlinger. De skal også starte KRIK-arbejde (Kristen Idræt) i området.

Genbrugsbutik

Missionscentralen Gjenbruk kommer til at leje cirka 400 kvadratmeter af hotellet til en genbrugsbutik, som skal være åben fredag og lørdag i første omgang, siger Lianes. Butikken skal bemandes af frivillige medarbejdere fra Rauma, Lesja og Dovre kommuner.
Han fortæller også, at der vil blive arrangeret fjeld-lejre og internatsamvær, fx bibelstudieaftener.
Desuden vil man have almindelig hoteldrift, og stedet vil være åbent for folk på gennemrejse og for folk, som vil feriere på Bjorli, som blandt andet er et vigtigt vintersportssted i regionen.
I august vil man markere 40-årsjubilæet for starten af Bjorli bibelcamping, som var forløberen til Bjorliheimen.

Afholdsprofil

Lianes er spændt på, hvilke erfaringer man får i prøveperioden. Bjorliheimen er nemlig et afholdshotel, og dem bliver der stadig færre af.
Lianes er midlertid ikke i tvivl om, at der er behov for den slags alternativer, og han siger, at den nye interessentgruppe overhovedet ikke overvejer at påbegynde alkoholservering. Tværtimod er det en udtrykkelig forudsætning i vedtægterne, at hotellet skal være et afholdshotel.
Hotellet har 130 senge og har desuden 15 familiehytter med cirka 40 sengepladser tilsammen.
Lianes har selv baggrund i Misjonssambandet, men understreger, at man er meget økumeniske, når det gælder udleje, skriver KPK.