Søren Pind bekender sin tro

Venstres Søren Pind føler en vis blufærdighed ved at tale om sin personlige kristne tro i det offentlige. Når han alligevel vælger at gøre det, er det, fordi han mener, at kristendommen er i fare for at forvitre i Danmark, hvis ikke kirken og de troende tager bladet fra munden.

Søren Pind fortæller, at hans personlige kristne tro gør ham fri og giver en følelse af aldrig at være alene.

Som helt ung var Søren Pind få uger før sine forældres sølvbryllup på en tur til Thailand. Her var han ved en thailandsk flod, som han sejlede ned ad på en tømmerflåde. Flåden foran Pinds havde sat sig på tværs i floden, og han går derfor ind til siden for at hjælpe til. De andre står midt ude i floden, og derfor hopper Pind ned i vandet for at hjælpe til.

Da han hopper ned, bliver han slugt af vandet. Hvad Pind ikke har set, er at de andre står på sten, hvorimod han bliver hevet ned under vandet. Han kæmper for at komme op, men har ryggen klemt op mod en kæmpe klippe.

En stemme ledte vej

– Min første tanke er, at jeg nu kommer jeg ikke hjem til min mors og fars sølvbryllup. Men så sker der noget, ja nok mirakuløst, for jeg hører en stemme, der siger til mig, hvad jeg skal gøre. Den siger, at jeg skal dykke ned. Men der hvor stemmen siger, at jeg skal dykke ned, er der mørkt. Helt fuldstændigt mørkt. Men jeg giver mig Gud i vold, og så sker der noget fantastisk.

– Strømmen griber mig og fører mig ned under klippeformationen, ud igennem en tunnel, og så kommer jeg op i lyset på den anden side. Det var en meget stærk oplevelse, som det er svært at slippe. Hvis det nogensinde skulle lykkes for mig at få et våbenskjold, skal der stå: Du er ikke alene. Jeg har altid følt, at jeg kunne række ud.

Frygtede Helvede

Troen kom i Pinds liv meget tidligt. Ikke fordi hans forældre var særligt religiøse, men fordi han blev sendt i katolsk børnehave i Schweiz, hvor familien boede i Pinds første leveår.

– Jeg havde en katolsk frøken i børnehaven, som tog mig med på katolske marcher og indførte mig i det katolske univers. Samtidigt boede der en enke to etager ovenpå os. Hun havde krucifikser hængende overalt. En dag besøgte jeg hende, hvor hun tog et stykke papir og tegnede en streg på midten og sagde: ’På den ene side skriver Gud de gode gerninger og den anden side de onde gerninger. Når du dør, bliver det hele lagt sammen, og hvis der er flest på den onde side, kommer du i Helvede.’

– Samtidig havde jeg kigget i Dantes bog om inferno og set små djævle skovle mennesker ind i et kæmpestort djævlehoved, som åd dem. Det grundlagde virkelig en skræk for, hvad der ville ske, når jeg skulle dø.

– Jeg frygtede Helvede. Min mor skrev hjem til min mormor, at nu havde jeg læst hele børnebiblen, og hvad skulle det ikke ende med. Min familie var slet ikke religiøs på den måde, så jeg er selv gået ind på troen. Da familien senere flyttede til Bornholm, fik Søren Pind et mere lyst syn på kristendommen.

Nabofamilien var stærkt troende, og den lokale sognepræst var gammel modstandsmand, som havde følt sig kaldet til at blive præst på grund af kristendommens kærlighedsbudskab. – For dem begge var kærlighedsbudskabet afgørende. Det var ikke det straffende, men det smukke. Det bandt mig til kristendommen. I stedet for at jeg var foldet ind i en fold af angst, så blev jeg trukket ind til et sted af lys, glæde og en kærlighed så stor, at jeg kun anede konturerne af den.

Kristendom sætter fri

For Søren Pind handler den kristne tro først og fremmest om frisættelse, fordi den fortæller mennesket, at det er fejlbarligt. – Det moderne menneske har guddommeliggjort sig selv i velfærdsstaten. For mange handler dagligdagen om at opnå det perfekte liv, det perfekte hjem og de perfekte børn og materielle goder. Men der er en verden til forskel på den virkelighed, folk lever i, og den, de hævder at leve i. For mig er det centrale budskab i kristendommen, at Gud er almægtig, og det er vi ikke.

Kristendommen skræller al løgn bort og sætter mennesket fri til at være menneskeligt, dødeligt og fejlbarligt. Det ligger der en enorm frihed i.

Mangel på glæde i velfærdsstaten

Hvis danskerne ville tage imod budskabet om, at de har lov til at være fejlbarlige, ville der efter Søren Pinds opfattelse være mange flere glade mennesker i vores land.

– Mange af de ulykker, vi udsætter os selv for, består i, at vi stræber efter at være noget, vi slet ikke er. Og så kan vi ikke se os glade i det, vi har. Det slår mig, at det er svært at møde lykkelige moderne mennesker. De fleste føler sig fanget i en trummerum, hvor ensomheden er skrigende. Jeg tror, det handler om fraværet af accepten af, at vi bare er mennesker, og at der er noget andet, som er større, unikt og storslået. Velfærdssamfundet er vigtigt, fordi vi kan få uddannelse. Men det kan ikke give åndelig fyldest. For mig har Vorherre med evigheden at gøre. Hvis man kun fylder sit liv med, hvad velfærdsstaten kan give, som fx børnehaver og pension, går man galt i byen.

Brug mere tid på evigheden

Evangeliet er meget større end politik. Derfor skal præster heller ikke tale politisk på andres vegne, men holde sig til at fortælle danskerne om Gud, mener Søren Pind. Og det burde de gøre meget mere, for der er for megen tolerancesnak og for lidt missionsiver i folkekirken efter hans opfattelse.

– Folkekirken bliver nødt til at respektere sig selv. I stedet for at tale om tolerance bør folkekirken forstå, hvilken unik position den har. Den skal betro det moderne menneske, at der er denne fantastiske frisættelse i kristendommen. At bruge en time om ugen på evigheden, er ikke ret lang tid. Jeg kommer i kirken en gang om måneden. Det er for lidt. Jeg forstår ikke, at man i den her forjagede verden, hvor vi hele tiden er på, ikke forstår nødvendigheden af bare nogle gange at søge ind i et sted, hvor ritualerne og stilheden er den samme. Hvor man simpelthen kan få ro og sidde og lytte til noget, der er større end en selv. Det tror jeg, vil være sundt for rigtig mange.

Kirken skal missionere

Søren Pind ønsker sig, at kirken er noget mere dér, hvor folket er. Han så også gerne flere private skoler med evangelisk grundlag.

– Kirken skal huske missionsbefalingen, som er at gå ud og gøre alle folkeslag til Jesu disciple. Her er folkekirken blevet alt for blufærdig. Danmark er et kristent land, men vi har mistet forbindelsen til troen. Det er blevet en kulturting, men ad åre vil også det forsvinde. Det er nu, der skal tages fat fra folkekirkens side. Hvis ikke det sker, løber vi en risiko for, at kristendommen forvitrer i Danmark. Jeg vil ikke bare se til, at det sker. Derfor har jeg valgt at overvinde min egen blufærdighed på det her område og sige ja til at lade mig interviewe om min tro.

Iben Thranholm havde Søren Pind som gæst i programmet Engle & Dæmoner på Radio 24syv (9. juni 2014). Interviewet her er et sammendrag af denne samtale.