Mysteriet Israel

Mogens Albrechtsen
Fagotvej 50
4700 Næstved

Den blodige konflikt mellem Israel og Gaza omtales ustandseligt i medierne i denne tid, og det er ikke uden grund, da mange menneskeliv går tabt.
Men hvordan kan et så lille land som Israel få så meget spalteplads, når der sker så mange andre voldsomheder i denne verden?
Israels historie går langt tilbage i tiden. For næsten 4000 år siden udvandrede jødernes stamfar, Abraham, fra det nuværende Irak, hvor han boede dengang. Han havde fået et løfte fra Gud om, at han og hans efterkommere skulle få Kanaans land i eje. Kanaans land var det område, hvor Israel ligger i dag. Indtagelsen af landet fandt dog først sted under Josva ca. 700 år senere, hvor Abrahams efterkommere var blevet til et helt folk.
Derefter udspandt Israels historie sig helt frem til Kristi tid, hvor det var besat af den romerske verdensmagt, der i år 70 e. Kr. ødelagde templet og Jerusalem, og mange af jøderne blev spredt ud over den ganske verden, den såkaldte diaspora, hvilket betyder adspredelsen.

På FN’s dagsorden

Men så skete der noget afgørende næsten et par tusinde år senere. Efter at nazisterne med Adolf Hitler i spidsen havde udryddet ca. 6 millioner jøder under den anden verdenskrig, som sluttede i 1945, så blev ”Palæstinaspørgsmålet” sat på FN’s dagsorden den 29. november 1947, hvor man vedtog at opdele landet i to stater, en jødisk og en arabisk. Mange jøder var efterhånden vendt tilbage til landet efter deres udlændighed.
Herefter udråbte Israel sig som en selvstændig nation den 14. maj 1948, hvorefter landet omgående blev indvaderet af hære fra Egypten, Jordan, Syrien, Libanon og Irak, men ved et mirakel overvandt Israel disse angreb i krigen, der blev kendt som Israels Uafhængighedskrig.
Staten Israels oprettelse gjorde et stærkt indtryk på mange kristne dengang, hvilket det stadig gør. For de ved fra Bibelen, at Israel skal findes på landkortet i det, man kalder for ”de sidste tider”.

Israel er kommet for at blive

Selvom organisationer som Hamas og andre har det som en politisk dagsorden, at landet skal slettes af landkortet som en selvstændig nation, kommer det ikke til at ske. Israel er kommet for at blive.
Der påhviler selvfølgelig Israel et stort ansvar i dets forsvar af landet. Der sendes jo tusindvis af raketter ind over Israels befolkede områder, ligesom Hamas udfører terroristangreb gennem udborede tunneller ind under grænsen til Israel, og det er man selvfølgelig nødt til at forholde sig til. Men ligetil er det ikke.
Man siger, at Gazastriben er på størrelse med Langeland i Danmark. Men hvis der bor ca. 13.000 mennesker på Langeland, så er indbyggerantallet i Gaza på ca. 1,8 millioner mennesker, hvilket giver en meget stor befolkningstæthed på et relativt lille område. Så derfor er det ikke så underligt, at disse krigshandlinger ulykkeligvis koster mange palæstinensere livet.
Mellemøsten har længe været en krudttønde, og det vil den være en tid endnu. Håbet om fred har vi da lov at have, selvom det synes at have lange udsigter. Men når tiden er inde kommer selveste Fredsfyrsten, og det er Kristus. Hans komme er forudsagt for tusinder af år siden, og når han kommer, vil der blive ryddet endeligt og ordentligt op i tingene.