Taizé-unge besøger nye lande

– Folk i Ukraine oplever det som en stor opmuntring at få besøg af Taizé-folk i den svære situation, de oplever netop nu, skriver den unge franskmand Ilan fra Kiev.

Som optakt til et kæmpemøde i Taizé næste år sender organisationen unge i mindre teams til forskellige lande for at besøge kristne fra forskellige kirker. De unge skal bede, besøge kirkerne og hjælpe med praktiske projekter, hvor de kommer frem. Der er tale om korte projekter af et par ugers varighed. Formålet er at skabe venskaber på tværs af grænserne.
– Vi levede i et fællesskab, der var struktureret med bøn tre gange om dagen og arbejde i sognets socialcenter. Vi har arbejdet med mindre børn, unge, hjemløse og ældre, skriver den tyske pige Judith fra Porto i Portugal.
Fra Bruxelles i Belgien skriver franske Marc: ’ Vi har arbejdet med Poverello, en belgisk forening, som tilbyder hjemløse et måltid mad eller en kop kaffe til en billig pris. Vi bad også tre gange om dagen.’
Arrangementet er en optakt til festlighederne i anledning af, at Taizé i 2015 kan fejre sin grundlægger, Broder Roger’s 100 års fødselsdag.