Fascinerende drypstenshule fundet nær Jerusalem

Et besøg i en drypstenshule er som at være i et eventyrland
Et besøg i en drypstenshule er som at være i et eventyrland

Israel og verden er blevet en attraktion rigere, da det i sidste uge oplystes, at der er fundet en fascinerende drypstenshule nær Jerusalem.
Det er Israels Natur- og Park-Myndighed, der har meddelt dette, men hulens nøjagtige beliggenhed er endnu ikke afsløret, da det kan være farligt at gå ind i den.
Det vides imidlertid, at den ligger nær lillebyen Tzur Hadassah, sydvest for Jerusalem, nær den såkaldte Grønne Linje. Ifølge myndighederne er hulen nu ved at blive udforsket og kortlagt i samarbejde med Det hebraiske Universitets Huleforskningscenter.
Et besøg i en drypstenshule er som at være i eventyrland, hvor man ser alskens formationer af farvestrålende drypsten hængende ned fra loftet. Fænomenet bliver til, når regnvand siver ind gennem sprækker i kalksten og langsomt opløser klippen. Denne proces hedder karstig aktivitet. Israel har flere sådanne drypstenshuler. Bedst kendt er ’Avshalom Reserve Stalactitete Cave’, der også går under navnet ’Soreq Hulen’. Den ligger øst for Ramle, nær et stenbrud, og er blevet en stor turistattraktion.

Fundet af den nye drypstenshule blev gjort, da byggearbejdere sprængte en kampesten og så et hul nedenunder. Medarbejdere fra Natur- og Park-Myndigheden indfandt sig og udforskede hullet med lommelygter. De opdagede da en stor hule fuld af drypsten.
Hulen ventes at blive åbnet for besøgende om en månedstid.