Lederkursus ’bygger kirke’
I november afslutter de første tyve kursister et mentor-baseret forløb på Arrow Lederskab.
Her fortæller fire deltagere, hvad kurset har givet dem.
Det to-årige lederskabsprogram Arrow afslutter i november det sidste af fire internater for 20 danske kirkeledere.
I Arrow-programmet har alle deltagere en mentor, som de mødes med under de fire internater – samt en anden mentor i lokalområdet. Programmet sætter fokus på, hvad lederens kald er.
Rammer plet
Sognepræst Elisa Morberg Wejse fortæller om sit udbytte af kurset:
– Arrow har hjulpet mig til at fokusere. Når jeg skal prioritere i en masse opgaver, som alle er oplagte, eller når jeg synes, jeg er ved at drukne i alle mine smånarcissistiske bekymringer, så er det den indre Arrow-pil, der får lov at sætte dagsordenen.
For på Arrow har jeg arbejdet intenst med, hvem jeg er, hvad jeg kan, og hvad jeg skal – og ikke mindst, hvad Gud vil bruge mig til.
Gør godt i relationerne
Allan Møller, som er efterskolelærer på Skovbo Efterskole og i fritiden aktiv leder i Missionsforbundet, siger:
– Arrow besvarer mange af de spørgsmål i mit liv, som jeg ikke på forhånd har været i stand til at formulere eller stille. Derfor giver Arrow mening på et dybere plan for mig, både personligt og åndeligt.
Udbyttet af kurset rækker langt ind i mit ægteskab, min familie, min tjeneste og mine relationer.
Arrow gør bare noget godt for mig – og det smitter af på mine omgivelser.
Prøvede selv medicinen
Nana Holm Green, selvstændig konsulent, siger:
– For mig er det at deltage i Arrow Lederskab blevet lidt som en læge, der skal tage den medicin, hun selv har ordineret sine patienter.
Jeg har uden tøven anbefalet ledere i min organisation at prioritere længere kursus- eller uddannelsesforløb. Jeg har været med til at udvikle og arrangere længere ledertræningsforløb – men jeg har ikke været deltager på dem.
Bygger Guds kirke
Orla F. Møller, ansat i Mission Afrika og frivillig leder i Apostolsk kirke, siger:
– Noget af det, der stod allermest klart, var behovet for nogen at vandre sammen med i ønsket om at vokse som leder.
Igennem undervisning, samvær, samtaler og mentorskab i Arrow har jeg erfaret, hvordan Gud bruger en mangfoldighed af personligheder, evner og tjenester til at bygge sin kirke.
Sikke en berigelse at være med.
Nyt program undervejs
Arrow-bestyrelsens kirkelige bagland er Folkekirken, Dansk Oase, Missionsforbundet, Apostolsk kirke, Baptistkirken og Metodistkirken.
Bestyrelsen er nu i gang med rekrutteringen til 2015/16-programmet, det har ansøgningsfrist den 8. november.
– Vi er i fuld forventning til den nye vandring, vi begynder med det nye ”kuld” af ledere i det kommende år, siger den 47-årige Thomas Quistgaard Nielsen, som er nyvalgt formand for bestyrelsen.
Sognepræst i Karlslunde Strandkirke, Jesper Ertmann Oehlenschlæger, er programmets teamleder.