Nordens største kristne antikvariat

Nogle af de frivillige i antikvariatet ved den stiftende generalforsamling i marts.
Nogle af de frivillige i antikvariatet ved den stiftende generalforsamling i marts.

Bethesdas Boghandel ved Nørreport Station får nu en stor genbrugsafdeling med teologiske bøger tilknyttet IM Genbrug.

Nordens største teologiske second hand bogbutik, Bethesdas Brugte Bøger, indvies den 30. oktober i Bethesdas Boghandel i København.

– I 2013 blev det besluttet, at Bethesdas Boghandel skulle lukke antikvariatet. Men i stedet for at opgive de brugte bøger gik nogle frivillige ildsjæle i gang med at få det tilknyttet IM Genbrug, fortæller butikschef i Bethesdas Boghandel Majbrit Lund Jessen og fortsætter:
Vi er glade for både at have nye og brugte bøger, det giver god synergi i en butik som vores.

Frivillig indsats

Adskillelsen begyndte 1. januar i år, og siden da har de frivillige arbejdet hårdt med at sortere, rykke rundt og gøre klar til indvielsen.
– Vi er stolte over resultatet og glæder os til at vise Bethesdas Brugte Bøger frem for kunderne, siger Peter Bech, der er formand for Bethesdas Brugte Bøger. Han fortæller, at der nu er omkring 10 frivillige medarbejdere i genbrugsbutikken – men at der er brug for flere.

Størst i Norden

Bethesdas Brugte Bøger er den største af sin art i Norden med ikke mindre end 300 reolmeter plus lager. Her kan teologer og kristne komme for at finde netop den bog, de ønsker – eller undersøge, hvad der findes om bestemte emner.
Bethesdas Brugte Bøger har åbent om eftermiddagen ligesom Bethesdas Boghandel.