Oxygen skal høres flere gange
Første gang jeg hørte Thousand Foot Krutchs nye album ”Oxygen: Inhale”, var jeg faktisk skuffet. Jeg syntes, at albummet var kedeligt og ensformigt. Men jo flere gange jeg fik lyttet albummet igennem, jo mere glad for det blev jeg.
Der er flere sange i albummet, jeg er blevet helt vild med. Men jeg synes, det er ærgerligt, at man skal høre albummet igennem flere gange for at blive glad for det, i stedet for at man fra starten af kan nyde albummet.
Da jeg så begyndte at lytte efter, hvad det var, de egentlig sang, og jeg blev mindre kritisk overfor det musikalske, blev jeg gang på gang imponeret.
Der er en dybde i flere af teksterne. De har det også med at komme med pointer hist og her. Et eksempel på en af disse pointer er i sangen ”In My Room”, hvor de inden omkvædet har smidt en sætning ind, som blev en opfrisker for mig. Sætningen siger “It’s a long, long way from Your throne but” (Det er langt, langt væk fra din trone, men…), og så kommer omkvædet “Can You meet me in my room?” (Kan du møde mig i mit værelse?). Den lille sætning før omkvædet fik mig til at tænke ”nåh ja, Jesus opgav sin trone og kom så ned på jorden, som er langt væk, og hvorfor? For at han kunne være sammen med mig”.
Det gør, at jeg må sige, at jeg har fundet en glæde ved albummet, for de er ikke gået ned på teksterne. Så gå på skattejagt i teksterne.
Søren Jacobsen