Tro gav Birte ressourcer

Da Birte blev ramt af en lammelse, opfordrede lægen hende til at finde de skjulte ressourcer frem i stedet for blot at tage medicin. Det viste sig at være et godt råd.

En oktobermorgen stod Birte Lykke Olsen op for at tage sit tøj på. Men venstre arm ville ingenting…

– Jeg blev desperat og løb ind til Bent for at fortælle ham, at der var noget galt med armen. Men jeg kunne høre, at jeg snakkede underligt. Det var, som om jeg havde en kartoffel i munden.
Jeg blev slået ud af, at jeg ikke havde styr på min krop. Og jeg begyndte at græde, husker Birte.
Senere på dagen var hun til læge. Han mente, det var en blodprop i hjernen og sendte Birte til undersøgelse på sygehuset.
-Jeg snakkede langsomt, men jeg kunne efterhånden bevæge armen igen. Men fingrene og noget af munden blev ved med at sove.
Nu begyndte en vanskelig tid for Birte. Hun havde været vant til at klare en masse, men nu var hun så træt. Hun måtte hvile sig hver 2. time. Og hun kunne ikke løfte noget. Hverdagen blev besværlig. Hun følte sig så hjælpeløs.

Birte ville have mere

Bent og Birte havde ellers været med til at hjælpe mange andre. De havde begge arbejdet på hjælpecentet Bethesda i Karstoft ved Herning.
– Min far var formand for Indre Mission i Ankær ved Fredericia, og vi børn var ofte med i missionshuset. Alligevel var det først på Sommersted Ungdomsskole, at jeg besluttede mig for at være kristen.
– Jeg kan tydeligt huske, at forstander Steffensen forklarede kristendommen på sådan en god måde. Jeg havde vaklet lidt før, men nu vidste jeg, at det var dét, jeg ville.

Kristendom var ikke kedelig

– En anden ting, der gjorde stort indtryk på mig der i 8. klasse var, at jeg var på en lejr i Vorbasse. Her mødte vi nogle alkoholikere og narkomaner, som var blevet fri af deres afhængighed. Så var kristendommen altså ikke så kedelig, som jeg troede. På den lejr blev jeg også selv bevidst om synd i mit liv. Jeg oplevede det, man kalder syndenød. Og det var en kæmpe lettelse at tage imod Guds tilgivelse.

Dybere liv

Birte kom nu til at arbejde på et missionshotel i Thyregod, og senere blev hun ansat på De Gamles Hjem i Skjern. Her fik hun et nyt møde med Gud, som fik afgørende betydning.
– Jeg mødte nogle kristne, som levede et dybere kristenliv, end jeg kendte til. Det var en ny og spændende verden, og jeg vil gerne have det på samme måde. De kaldte det at blive døbt med Helligånden, og i starten troede jeg, at jeg så skulle døbes igen. Men det var en åndelig dåb, de talte om. De bad for mig, og de opfordrede mig til at tale i tunger. Men det turde jeg slet ikke. Jeg ventede, til jeg kom op på værelset, og så oplevede jeg at blive fyldt med Helligånden på en dejlig måde.
– Senere flyttede jeg til Ikast og kom i KFUM & KFUK. Men jeg længtes efter noget mere. Jeg lagde mærke til, at der var en pige, som havde en slidt bibel. Hun hed Karen. Og jeg tænkte, at hun nok vidste, hvad det handlede om, når hun brugte sin bibel så meget. På den måde kom jeg i kontakt med Apostolsk Kirke i Herning, hvor hun også kom.
– Senere kom jeg i købmandslære og begyndte at komme i pinsekirken Smyrna i Herning. De drev en udadvendt kaffebar på Torvet.
– Jeg følte efterhånden, at jeg ville døbes, ligesom de andre i menigheden. Det blev jeg så. Og det skabte en masse opstandelse i familien. Mine forældre kunne slet ikke forstå det.
– Men jeg vidste, hvad jeg ville. Så jeg tog også på højskole i Mariager. Bagefter fik jeg arbejde i en skoforretning i Herning. Og jeg lærte Bent at kende.

Bent var misbruger

Birtes mand Bent havde været ude i et misbrug, men var blevet frelst på gaden i 1972 og var kommet på Bethesdas behandlingshjem. Han havde en belastet social baggrund. Men i det kristne fællesskab kom hans bedre sider frem.
Noget, der betød meget for ham, var, at han sammen med 3-4 andre unge boede hos den tidligere KFUM-sekretær Meier Andersen. På den måde blev de udsluset i samfundet igen.
I 1978 blev Bent og Birte gift. De blev nu ansat som par på Bethesda i Karstoft.
– Det var spændende, men også hårdt. Vi oplevede store ting. Og vi var afhængige af, at Gud hørte vores bønner og greb ind. Fx når vi manglede penge og vidste, at vi måtte lukke, hvis der ikke kom nogle penge inden kl. 16. Og så kom netop det nødvendige beløb.
– Vi boede på stedet og havde kun én fridag om ugen, og det var ofte voldsomt at bo sammen med misbrugere.
Som 37-årig kom Bent i malerlære og fik sig en uddannelse og et job. Birte tog sig af børnene derhjemme de næste 13 år. Så kom hun igen ud på arbejdsmarkedet. Men der gik kun et år, før hun blev slået ud af lammelsen.

Lægen: Undgå piller

– Det slog mig ud både fysisk og psykisk. Jeg blev meget deprimeret. Jeg spurgte vores læge, om han ikke kunne give mig nogle piller, så jeg kunne få det bedre.
”Joh”, sagde han. ”Men så skal du jo vænnes af med dem igen bagefter”.
– Han foreslog mig i stedet, at jeg skulle finde de ubrugte ressourcer i mit liv. Det var et rigtig godt råd. Jeg er glad for, at jeg ikke bare fik nogle piller.
– Jeg havde jo netop nogle ressourcer som kristen. Jeg begyndte at bede mere og forestillede mig de ”strømme af levende vand”, som vi loves, når vi kommer til Gud.
Jeg fik så meget energi af at bede, at jeg ikke behøvede at hvile bagefter, som jeg plejede.

Vær positiv! Lev lykkeligt

– Jeg fik også fat i den bog, der hedder ”Vær positiv – lev lykkeligt” af Vincent Peale. Den hjalp mig meget. Og jeg undgik helt at skulle tage medicin. I stedet havde jeg mine ”stille stunder”. Det er en værdifuld tid, man har, mens man venter på at blive rask. Man lærer meget.
Jeg troede, at jeg vidste det hele – om Gud og den slags. Men Gud blev levende igen for mig. Jeg kunne nogle gange mærke Guds nærhed i stuen. Så forstod jeg, at jeg ikke vidste det hele – ja, at jeg næsten ingenting vidste. Det var en hård, men god tid.
– Jo mere samvær, jeg havde med Gud, des mindre plads blev der til sygdommen. Angsten forsvandt efterhånden. Allerede på sygehuset begyndte jeg at skrive tanker ned og små digte. Min far døde også midt i det hele. Så der var mange tanker… Men hver gang jeg fik en indskydelse, skrev jeg det ned i min dagbog.

Psykoterapeut

I august 1997 begyndte Birte at arbejde igen. Derefter gik hun igang med at læse til pædagog i Jelling. Og bagefter tog hun en uddannelse til psykoterapeut.
Hun blev leder af en børnehaveklasse og arbejdede også på skolefritidsordningen. Hendes uddannelse gjorde hende specielt egnet til at arbejde med skilsmissebørns problemer. Og det lykkedes faktisk så godt, at hendes gruppe blev indstillet til Benny Andersen prisen.

Bog kan hjælpe andre

Nu har Birte udgivet sin bog om den ”håbløse tid”. Men i hendes tilfælde blev det ikke blot en håbløs tid. Titlen på bogen lyder ”Jeg fandt håb!”
– Det gælder om ikke at give op, selv om man måske ikke bliver hurtigt rask. Man skal bevare håbet og bruge tiden gavnligt, foreslår Birte.
– Vi kommer alle ud for livskriser, fx på grund af dødsfald, sorg, sygdom eller tab. Men hvis man giver sig selv ro hver dag i bare 10-15 minutter og koncentrerer sig om Guds ord, så får man overskud igen. Selv Jesus måtte gå afsides engang imellem for at være alene og bede til sin Far i himlen. Roen og stilheden giver os styrke. Og vores kristne tro lukker op for den bedste af alle ressourcer, så vi kan få håbet tilbage og komme igennem livskrisen.