Er der nissevenner i Nicaragua?

Fjernt fra Danmarks bidende vinter er jeg flygtet til det centralamerikanske land Nicaragua for at være i praktik hos Viva. Organisationen sætter fokus på børns rettigheder og udsatte børn, og jeg arbejder med research og tilbringer derfor en del tid på kontoret, der er centralt placeret i landets hovedstad Managua. Hverdagen er indtrådt. Jeg møder klokken 8 og går hjem klokken 16.

Jeg er faldet godt til i dette land, der er fremmed for mig, og jeg føler mig hjemme og velkommen på et kontor, der må siges at have en anden kultur end et dansk. Man bliver mødt med smil og hjertelig velkomst hver morgen, og det er sjældent, jeg har glædet mig mere til at komme på arbejde end netop her. Tænk, at man skulle tage over på den anden side af jorden og føle sig så velkommen.

Kontoret har netop tilføjet en ekstra dimension til dets livlige kultur: nissevenner. I min etnocentriske naivitet har jeg troet, at en sådan fjollet ting måtte være vestlig og bestemt ikke fandtes så langt væk – jeg kunne ikke tage mere fejl. Julen bliver nemlig fejret til den helt store julemedalje med kæmpe juletræer, snelandskaber, julelys og juleslik. Og at være nisseven er en seriøs forpligtelse, som kræver engagement, da en enkelt gave i løbet af december måned ikke er nok. Nej, en lille pakke ugentligt med en personlig besked er standarden og puttes i en farverig boks, der har sin faste plads på spisebordet. Flere af kollegerne giver ugentligt en lille ting til alle (!).

Det er mig forunderligt, at man kan føle sig så hjemme så langt fra Danmark. En mere åben kontorkultur med god stemning tror jeg, man skal lede længe efter. Om det er bibelmøder om mandagen, hvor der bliver delt ud af ens personlige følelser, eller til frokosten som man altid spiser sammen omkring spisebordet. Jeg smider mit første stykke julechokolade ned i den hjemmebyggede nissegavekasse og håber nu bare, at min nisseven synes om det. Hvis man nu bare kunne få lov til at blive her til næste jul!

Af Charlie Houkjaer Klausen