Hemmeligt samarbejde kan betyde forsoning mellem Israel og den arabiske verden
Golfstaterne ville betale en høj pris i den offentlige mening, hvis de skulle åbne forbindelser med Israel. Det er grunden til, at de i dag drager fordel af uofficielle bånd, skriver klummeskribent Yoel Guzansky.
Guzansky er seniorforsker ved Tel Aviv Universitets Institut for Nationale Sikkerhedsstudier.
Han mener, at Operation Protectcive Edge skabte en ny diplomatisk mulighed, som ikke bliver udnyttet. Han skriver, at mange troede, at denne operation gav Israel en mulighed for at styrke sine bånd til den sunni-royalistiske blok i regionen, der – ligesom Jerusalem – ikke kun er interesseret i at udelukke Iran, men også søger at svække de regionale magter (stat og ikke-statslige aktører) som har forbindelse til den radikale islamisme.
Disse fælles interesser er ikke af ny dato, men er opbygget gennem års diplomatisk
Fahd
Med Fahd-initiativet for 32 år siden, opgav Saudi-Arabien – offentligt i det mindste – sin hidtidge politik med at afvise Israels ret til at eksistere.
I kølvandet på konferencen i Madrid tilbage i 1991, blev båndene mellem de to parter styrket noget og sammen oprettede de flere arbejdsgrupper til at tackle forskellige regionale spørgsmål, som vand, miljø, økonomi, flygtninge og våbenkontrol.
Det såkaldte Abdullah Initiative, som efter Beirut-topmødet i 2002 blev det arabiske fredsinitiativ, gik et skridt videre og lovede Israel “normale forbindelser” med den arabiske og muslimske verden, hvis Israel trak sig tilbage til grænserne før 4. juni 1967 og løste det palæstinensiske flygtningeproblem i overensstemmelse med FN-resolution 194, skriver Guzansky.
Israel har undladt at bruge initiativet som et grundlag for dialog med den arabiske verden. Mens nogle højtstående israelske embedsmænd udtrykte en vis støtte til en omfattende regional løsning i overensstemmelse med ånden i Det Arabiske Initiativ, afviste premierminister Binyamin Netanyahu den offentligt for nylig.
Med tilsidesættelsen af Abdullah Initiativet, har saudierne også stort set været passiv og vist lille interesse i at fremme ideen om en regional fredsaftale. Dette kan være tegn på, at initiativet var designet fra starten til at ændre Kongerigets negative image i kølvandet på 11 september terrorangrebet i USA.
Oman og Qatar etablerede alligevel officielle forbindelser, omend delvise, med Israel. Israel åbnede missioner i begge lande, men den anden intifada og Operation Cast Lead førte til deres lukning igen.
USA
Saudi-Arabien og Golfstaterne anerkender Israels militærmagt samt dets tætte bånd til USA og ser værdien i at bevare en vis grad af koordinering med Jerusalem.
Kun reelle fremskridt i fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne kan udvide det fælles grundlag og få Golfstaterne til at bakke op om hele aftalen – fra et politisk, religiøst og økonomisk synspunkt, skriver Guzansky.
