Jordemor skal hjælpe kvinder i Nepal
Den 4. januar blev jordemor Liv Wendel (36) indviet som missionær i Kviteseid kirke i Telemark. Hun bliver udsendt til Bajhang i Nepal for Normisjon.
Liv Wendel skal arbejde i et pige-kvindeprojekt i Vest-Nepal, som drives af Normisjons samarbejdspartner United Mission to Nepal. Projektet skal hindre diskrimination af kvinder. Man arbejder blandt andet med opfølgning efter fødsler, med at hindre, at kvinder udsættes for vold, og med at sikre, at kvinder, som har et alkoholproblem, får hjælp til afvænning, oplyser Normisjon.
– Jeg skal starte i et krævende arbejde og får brug for alle mine kvalifikationer. Men Gud, som kalder, spørger ikke først og fremmest efter vore kvalifikationer, men om vi elsker ham og er villige til at gå, sagde den nyindviede missionær fra prædikestolen. Liv Wendel er selv delvis opvokset i Nepal, hvor hendes forældre arbejdede som oversættere for Wycliffe, skriver KPK.