Kirken er forfulgte kristnes nye familie

Khariwad var mishandlet og ulykkelig – og havde mistet troen på Allah. Men da hun alligevel bad, fik hun svar fra Jesus.

Khariwad Joulami modtager dødstrusler, fordi hun er kristen. Men hun er ikke bange – for Bibelen siger jo: ”Frygt ikke!”. Vi møder hende hos Bibelselskabet i Nazaret.

Krig får det værste – og bedste – frem i folk. For Khariwad Joulami var der krig på både ydre og indre fronter. Ikke blot var hun beduin i Israel i den uendelige konflikt mellem muslimer og jøder, men hendes mand kæmpede for Hisbollah i Libanon, og på hjemmefronten mishandlede han hende, indtil hun blot ønskede at dø. Men lige dér kom vendepunktet. Hun havde opgivet sin tro, hun kendte ikke Bibelen, hun vidste ikke hvem, hun skulle bede til. Men da hun alligevel bad, lød en stemme inde i hendes hoved: ”Frygt ikke! Jeg er med dig!” Først senere, da hun deltog i en kristen gudstjeneste, opdagede hun, at opmuntringen er et Jesuscitat fra Bibelen. Og nu er hun kommet så langt, at hun kan tilgive sin mand.

Dødstrusler

Vi møder Khariwad Joulami hos Det Arabiske Bibelselskab i Nazaret, som arbejder tæt sammen med Det Israelske og Det Palæstinensiske Bibelselskab om at bringe fred og forsoning i Det Hellige Land. Khariwad deltager jævnligt i Bibelselskabets møder for kvinder. De er blevet hendes nye familie. Her samles 40 kvinder for at synge, bede og fortælle, hvad troen betyder for dem. De fortæller den ene dramatiske oplevelse efter den anden. Vi fanger Khariwad Joulami efter mødet og spørger, om vi må fortælle hendes historie på internettet – med billede! Hun svarer:
– Jeg har prøvet det hele. Jeg har fået dødstrusler, lige siden jeg blev kristen. På et tidspunkt fik jeg en pistol af politiet for at kunne forsvare mig selv. Jeg er ikke bange for noget. Alle ved, at jeg er kristen. Når jeg spørger til hendes favoritskriftsted, kommer ordene fra Salmernes Bog prompte: ”Herren er min styrke og min frelse!”

Frygt ikke!

Og så fortæller hun sin historie.
– Jeg blev gift med min fætter og levede med ham som i et helvede. Jeg blev tævet og misbrugt til et punkt, hvor jeg ønskede at begå selvmord. Jeg prøvede at finde fred, men kunne ikke finde den nogen steder. Det er otte år siden nu. Der var krig mellem Libanon og Israel, og hendes mand kom i fængsel.
– Jeg var nu alene med vores tre børn. Der var ingen elektricitet i huset, og jeg levede som beduinerne gjorde for længe siden.
Jeg blev ateist og troede ikke på islam, men spurgte alligevel Gud: ”Hvad sker der? Hjælp mig!” Jeg vidste ikke, hvem jeg bad til, jeg kendte jo ikke Gud. Så jeg bad: ”Jeg kender dig ikke, jeg ved ikke, om du er Muhammed eller Jesus eller Moses, men hvem er du?” Da følte jeg en kraft i min krop, og jeg hørte noget sige til mig i mit hoved. ”Frygt ikke! Jeg er med dig. Gå ud af dette hus!”
– Jeg var helt forbavset. Hvor skal jeg gå hen, spurgte jeg Gud, men fik kun denne sætning til svar: ”Frygt ikke! Jeg er med dig!” Jeg fandt et andet sted at bo, men vidste ikke, at det var Jesus, der hjalp mig. Jeg troede bare, det var en tilfældighed. Men der er ingen tilfældigheder med Gud.

Sugede kærligheden til sig

Det viste sig, at Khariwads nye nabo var kristen og ledte en bedegruppe.
– Gud gjorde noget i mit liv gennem deres bønner. Jeg havde pengeproblemer, for jeg var alene med tre børn og havde ingen venner.
En af kvinderne i bedegruppen besøgte hende, fortalte om Guds kærlighed og inviterede hende med i kirke.
– Det gik jeg med til, men kun for at beklage mig over for Gud. I kirken fortalte de, at Gud er kærlighed. Jeg sugede det hele til mig, og det trøstede mig. Jeg var så træt og udtørret.
Og nu kunne Khariwad mærke en forandring, efterhånden som evangeliet gik op for hende. Og de kristne kvinder opfordrede hende: ”Vil du være hans datter, vil du bede om frelse?”
– Jeg sagde ja, for jeg var virkelig træt, og jeg følte, at mit liv var ved at rinde ud. De ledte mig i en bøn, men da jeg skulle sige ”i Jesu navn”, kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke få det over mine læber. Så fortalte de, at jeg kunne blive befriet fra det onde og bad for mig igen – og så kunne jeg sige ”i Jesu navn”.

Lærte at tilgive

Khariwad kunne nu vende glad hjem.
– Jeg kendte ikke til Jesu navn før, men nu er han i mit hjerte og mit sind. Før kunne jeg ikke sove en nat igennem, jeg græd, og tankerne svirrede rundt i mit hoved. Men efter gudstjenesten kunne jeg sove hele natten. Jeg gik til gudstjeneste igen og blev meget overrasket over at se alle mennesker sammen, mænd, kvinder og børn sidde i samme lokale. Og jeg blev klar over, at vi alle er lige i Guds øjne. Denne gang handlede prædikenen om tilgivelse, og den gik rent ind hos Khariwad.
– Jeg havde mange fjender, min mand, mine forældre, ja, hele den landsby, der ikke ville hjælpe mig, da jeg havde allermest brug for det. Gud hjalp mig med at tilgive dem alle sammen hurtigt. Jeg var virkelig vred og bitter og fyldt med had og stolthed. Jeg kunne ikke tilgive af mig selv, men det kunne jeg nu.

Kristi datter

Khariwad fortalte nu vidt og bredt, at hun var blevet ”Kristi datter”.
– Det blev min familie meget oprørte over. De spyttede på mig, og en dag kom min eksmand hen til kirken for at slå mig ihjel. Han skabte en masse ravage i kirken. Jeg begyndte at bede og faste for ham. I tre måneder bad jeg for ham. Og så en dag kom han i kirke og bad om tilgivelse. Khariwad konkluderer sin dramatiske historie:
– Gud har virkelig velsignet mig. Jeg har ingen familie, men kirken er min familie. Nu fortæller jeg alle – både muslimer og kristne – om min tro. Jeg lever på grund af Herren. Han er min styrke og min frelse. Det står i Salmernes bog. Han gør mig stærk.