Kvinder som overlevede dødslejrene

10 vidner fra holocaust fortæller deres dramatiske og umenneskelige historie fra 2. Verdenskrig.

Få jødiske kvinder har fortalt om deres skæbne under de grænseløst ondskabsfulde forhold under 2. Verdenskrigs holocaust. Måske fordi kvinderne oplevede grusomheder, som adskiller sig fra mændenes; få overlevede, og flere blev brugt til smertefulde medicinske eksperimenter, fx sterilisation. I Norge opdagede forfatteren, at ingen af de deporterede jødiske kvinder fra Norge overlevede opholdet i koncentrationslejr. Derfor fandt han i stedet ti europæiske kvinder, og her er deres holocaust-historie. De er født mellem 1921-1935. Efter krigen blev fire af dem bosat i Norge, mens andre bosatte sig langt fra Europa.

Grænseløs udholdenhed

De ti kvinder må have besiddet en næsten overmenneskelig udholdenhed, som ingen kan forestille sig, og som ikke alle kz-fanger har haft. Flere af de ti er de eneste overlevende fra store familier, mens en enkelt har overlevet sammen med sine seks søskende. Man læser om flytninger mellem flere dødslejre og dødsmarcher i krigens slutning, hvor de udmattede, underernærede fanger med næsten intet tøj og nødtørftige sko blev tvunget til at vandre dag og nat i sne og kulde bort fra østfronten og de fremrykkende russere. Nogle var så magre, at ”de lignede skeletter klædt i pjalter,” for flere af kvinderne vejede kun mellem 29-35 kg. Hvis de faldt om, blev de skudt på stedet.

Hvorfor overlevede de?

Hvordan kan mennesker overhovedet overleve sådan uforståelig ondskab, grusomhed og foragt for menneskeliv, som et ophold i en koncentrationslejr indebar? Undertiden skyldtes det vilkårlighed og held. Det er tankevækkende at læse om de ting, der går igen i flere vidnesbyrd fx den konstante optælling af fanger dagligt.

Flere stiller sig spørgsmålet: ”Hvorfor overlevede jeg?” og de er nået frem til, at på trods af fortidens umenneskelige smerte og lidelse, livslange efterveer i form af angst og sår på sjælen, ønsker de at fortælle deres historie til den unge generation, så fortiden ikke glemmes og fornægtes. En enkelt kvinde føler sig beriget af holocaust, for hun ved nu, hvad der har værdi: ”det at leve og have menneskelige relationer – det er det, som tæller”. Hun fortæller, at man ikke ved, hvad man selv rummer, men i en krise (som holocaust) finder man ud af, hvad man er gjort af.

Bogen er meget velskrevet, nøje dokumenteret og kan varmt anbefales på trods af det isnende budskab.