Bibelvækkelse i Egypten
Ved bibelselskabets 150-års jubilæum er Guds ord populært som aldrig før, og det forener Egyptens kristne, skriver KPK.
– Hver gudstjeneste læser vi ni tekstrækker fra Bibelen. Det gør vi, fordi Guds ord siger at ’alle ting helliges ved Guds ord og bøn’, siger biskop Pavly ved den koptiske kirke i Egypten.
De sidste år har der været bibelvækkelse i Egypten. Efter at den koptiske kirkes leder Pave Tawadros II opfordrede alle kristne til at bruge Bibelen hver dag, er interessen for Guds ord stærkt øget. Også mennesker uden en kristen baggrund viser interesse for Bibelen.
Pavens opfordring kom, efter at han og ledere for alle de ikke-koptiske kirkesamfund i Egypten mødtes for at markere Bibelselskabets 150 års jubilæum.
– Bibelselskabets udgave af den arabiske bibel bliver brugt af alle kirkesamfundene. Det er en oversættelse, som forener kirkerne, fortæller Nashat Megalaa, som er leder af Bibelselskabet.
Bibelselskabet har 16 salgssteder i hele Egypten, hvorfra det er tilladt at sælge bibler. Alligevel blev butikkerne ligesom mange kirker og kristne skoler ramt af optøjer forårsaget af muslimske ekstremister i 2013.
Hans Johan Sagrusten fra Bibelselskapet i Norge besøgte sine kolleger i Egypten efter optøjerne.
– Efter aktionerne valgte de kristne helt unisont at komme med et budskab om næstekærlighet, fortæller Sagrusten. Han tilføjer, at pave Tawadros II skal have udtalt, at kirkebygningerne måske er det offer, der skal til for at skabe fred i Egypten.