Fra håndbold til pædagog på kristent bosted

Louise Bager Due nyder at arbejde med motivation og udvikling af handikappede, efter mange år som professionel håndboldspiller.

Der er måske langt fra at være professionel håndboldspiller og være med i både Champions League, EM og OL-finaler, til at være ansat som pædagog i det kristne bofællesskab Kernehuset i Ans. For Louise Bager Due er det da også en helt anden hverdag nu. Hun har nydt tiden som professionel håndboldspiller, indtil hun i december 2013 stoppede helt og i januar 2014 begyndte i bofællesskabet Kernehuset. Som håndboldspiller bestod hverdagen af daglig træning og ugentlige kampe – og alt andet skulle sættes til side for håndbold. Hun har nydt det. Knoklet hårdt. Kæmpet. Og opnået stor succes og anerkendelse – både som person og målvogter.

Men nu nyder hun en helt anden arbejdsdag og hverdag. En meget rolig hverdag, hvor der er mere fokus på de små succeser, men også på samvær og hygge – og hvor der er tid til familien med to børn – og et tredje på vej.

Ro på nu…

– Jeg har altid drømt om at skulle arbejde med handicappede. Handicappede har altid haft en særlig plads i mit hjerte sammen med et ønske om at gøre noget godt for nogen, der ikke altid har det så let, siger Louise Bager Due. Bofællesskabet Kernehuset er et af Kristelig Handicapforenings bofællesskaber, og her bor 12 voksne mennesker med nedsat psykisk og/eller fysisk funktionsevne.

– I starten skulle jeg vænne mig til, at der er meget mere ro på, end jeg var vant til. I håndboldverdenen er vi meget fokuseret på kampene, hvor vi har et mål og en strategi, og så går vi direkte ud på håndboldbanen giver den gas. Og bagefter kan vi måle vores succes eller fiasko. For mig var det en udfordring at se de små ting – at det hele ikke skal være stort. De små sikre sejre skal tælles her. Det er dem, der tæller noget i hverdagen og er vigtige at have øje for, siger Louise.

Motivationen er vigtig

Louise Bager Due, der selv er kristen, var også spændt på, hvordan hun kunne forene dét med hele tiden at tænke i udvikling og samtidig mene, at vi alle er skabt i Guds billede:
– Men det er egentlig ret simpelt, for ligesom vi alle skal udvikle os gennem livet, sådan er det også for mennesker med handicap. Jeg tror ikke, det ville give ret meget livsglæde, hvis vi bare satte os ned og var selvtilfredse. For mig er udvikling en naturlig del af det at være menneske. Mange mennesker med handicap har måske brug for mere hjælp til at udvikle sig, og dér er det så min opgave at være fagligt dygtig.

For Louise Bager Due er netop denne hjælp meget afhængig af motivationen hos den enkelte.
– Meget af den udvikling, der sker med os mennesker, vil kun ske, hvis vi er motiveret for det. Derfor har jeg også meget fokus på at motivere – og på at finde ud af, hvad det er, der motiverer, siger Louise og fortsætter:
– I Kernehuset har vi for eksempel noget, vi kalder onsdagsaktivitet. Her har vi forskellige idræts-aktiviteter, og halvdelen af om det lykkes med aktiviteten, det er motivation. Det er ikke nok at give en fælles besked om, at vi onsdag har motorikbane. Det er vigtigt at snakke med hver enkelt beboer og spørge: Hvad har du lyst til? Hvad synes du, der er sjovt? Og skal vi sætte den aktivitet på programmet en aften? Jeg tænker også over, hvad den enkelte kan bidrage med og for eksempel foreslå en af dem at tage noget musik med, de godt kan lide.

Skal vi invitere Ulrik Wilbek?

Enkelte beboere i bofællesskabet har også taget særlig godt imod Louise Bager Due netop på grund af hendes håndboldkarriere. En enkelt foreslog også, at Louise kunne invitere Ulrik Wilbek – ja, gerne hele håndboldholdet. Og af og til bliver hun også inviteret ind i en lejlighed til en snak om håndbold og et kig på fan-plakaterne.

Louise Bager Due glæder sig over at kunne være med til at give beboerne et godt liv og oplever også, at de giver hende rigtig meget:
– Det giver mig en masse livsglæde at arbejde med mennesker med handicap. Beboerne i Kernehuset giver sådan en glæde, fordi de er så uforudsigelige og spontane i det, de kommer med, og jeg holder rigtig meget af beboerne, siger Louise Bager Due, og fortsætter:
– Beboerne her i bofællesskabet kan også sætte nogle ting i perspektiv for mig.

Nogle gange kan jeg i min ”normale” hverdag være frustreret over nogle småting, der fylder. Men ofte er det netop bare småting og ikke noget, der i det store og hele betyder noget. Jeg er i mit arbejde blandt mennesker med handicap også blevet bekræftet i, at alle kan noget forskelligt. Uanset om et menneske har Downs syndrom eller sidder i kørestol, så kan de noget – og giver noget særligt.

Stå sammen som et hold

Måske af gammel vane kalder Louise Bager Due også personalegruppen for et hold.
– Det er vigtigt for mig at have nogle gode kolleger og et godt sammenhold mellem de ansatte. Jeg tænker nok også meget som en holdspiller, for jeg er vant til, at jeg ikke kan vinde en kamp alene. Det handler for mig om, at vi skal være enige om, hvordan vi gør tingene, og vi skal vide, hvorfor vi gør, som vi gør.

Vi skal stå sammen, og vi skal hjælpe hinanden – og det synes jeg, vi gør.
– Jeg har lært rigtig meget, siden jeg blev ansat i Kernehuset. Fagligheden i huset er høj, og det har været spændende at se, lytte og lære af de andre ansatte. Det er også med til, at jeg selv oplever stor glæde og god motivation ved mit arbejde, når jeg udvikler mig og lærer nyt som pædagog, slutter Louise Bager Due.

Af Rikke Thomassen

 

GUD ER VIGTIGERE END GULD

Efter OL-guldsejren i 2004 sagde Louise til Udfordringen i et interview med Ole Larsen:

– Jeg er utrolig glad for den guldmedalje. Det var kæmpestort at få den hængt om halsen, og den vil altid være et dejligt minde for mig. Men i min hverdag er den ikke ret meget værd.
– I modsætning til OL-medaljen gør Gud en stor forskel i min hverdag. Han er altid med mig, både når det går godt, og når det går skidt. På den måde kan mit forhold til Gud slet ikke sammenlignes med en medalje, forklarer hun. Louise er vokset op i et indremissionsk hjem og har altid været kristen. Når træningslejre og landsholdssamlinger forhindrede hende i at gå til kristne møder, oplevede hun til gengæld, at de kristne venners forbøn var god at have med i bagagen.

– Jeg ved, de be’r for mig derhjemme. Jeg kan mærke det, og det betyder rigtig meget, fastslog hun. Jeg var glad for at have været med til OL, og som kristen har jeg fået lov til at fortælle de andre, hvad jeg tror på.
– De ved allesammen, at jeg er kristen, og synes det er lidt spændende at have sådan én på holdet. Jeg har fået mange gode samtaler med holdkammerater, og ofte kommer de hen og skal lige have svar på et eller andet, der har med kristendom at gøre.
– Jeg vil gerne feste med dem, og jeg vil også gerne drikke en øl eller to, men jeg vil ikke ud og slå et hul i jorden. Det kan jeg ikke forene med min tro, og det respekterer de andre, forklarede Louise i 2004 efter OL-sejren.

Redaktionen