Hvad sker der i det gamle Danmark?

Hvad skal vi gøre for at afværge religiøs ekstremisme? Samfundet byder ind med politiske og pædagogiske tiltag. Hvad bør vi som kristne gøre?

Efter terroraktionen i Frankrig den 7. januar i år med mange dræbte og sårede blev også Danmark ramt i weekenden den 14. og 15. februar 2015, hvor to mennesker blev dræbt og fem politifolk blev såret. En radikaliseret terrorist stod bag aktionen, og land og folk blev opskræmte, vrede og frustrerede, hvilket befolkningen også viste ved mindesammenkomster bl.a. i København, hvor ikke mindre end ca. 30-40.000 mennesker deltog i en sådan. Én af de dræbte var en jødisk mand, der stod vagt ved synagogen i det indre København, og her blev der lagt så mange blomsterhilsner, at gaden blev forvandlet til et blomsterhav.

Menneskehavet

Hvad er det, der sker i det gamle Danmark? Selv om Danmark er et lille land, så er vi efterhånden 5,6 millioner mennesker, og med den relative store indvandring er vi blevet en multietnisk nation, hvor folk med forskellige kulturer, værdier og religioner skal prøve at leve sammen. Og hvis man tror, at en sådan proces er ligetil, så kan man godt tro om igen. Den politisk-religiøse ideologi om én verden og ét fællesskab for verdens religioner banker på døren, og når den tid kommer, da Antikrist træder frem på verdensarenaen, vil den vil tiltage med en styrke, vi ikke tidligere har set.

Religiøs ekstremisme

Nu er religiøs ekstremisme jo ikke noget nyt. Tænk bare på korstogene fra det 11. til det 13. århundrede, hvor man mener, at op mod 100.000 ”hellige krigere” meldte sig under korsets fane og trak et forfærdeligt blodspor efter sig på vejen til og i Det Hellige Land, som man ville befri fra muslimsk kontrol. Eller da kirken oprettede inkvisitionen i året 1231, hvor man forfulgte de såkaldte kættere med fængsel, tortur, bål og brand, når de afveg fra kirkens lære.

Når religionen tager magten, og det gør den for det meste i Guds navn, så bliver den undertrykkeren over alle undertrykkere med en vildskab, der ikke overgås af nogen, lige bortset fra nævnte Antikrist eller Dyret (Vilddyret, a. overs.), som han kaldes i Johs. Åbenbaring kap. 13,1. Efter Jesu menigheds snarlige bortrykkelse vil han træde frem i verden, for Jesu menighed er med sin nuværende tilstedeværelse den magtfaktor, der holder ham tilbage. Om den periode siger Jesus, at den vil være ”en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet” (Matt. 24,21-22).

Kan man afværge religiøs ekstremisme?

Der er ingen tvivl om, at der vil komme nogle politiske og pædagogiske tiltag. Politiet og PET, Politiets Efterretningstjeneste, vil formentlig få øgede bevillinger til at overvåge mistænkelige personer og miljøer, ligesom politikerne på Christiansborg vil komme med nye lovforslag på dette område. Også i fængsler, institutioner og foreninger vil der blive sat ind med pædagogisk påvirkning. Men hvad kan vi kristne gøre?

“Derfor kan et dyr ikke begå synd, men det kan vi mennesker, og det skal vi stå til regnskab for”

Guds godhed og Guds strenghed

I Det Gamle Testamente ser vi mange eksempler på den retfærdige Guds strenghed. Det var jo en lovens tid, hvor det var øje for øje, tand for tand og fod for fod (2. Moseb. 21,24). Men ingen af os kan leve op til lovens bud og forskrifter, undtagen en eneste, nemlig vor Herre Jesus, som kom for at opfylde og ikke for at nedbryde al retfærdighed. Han var ren i alt og uden synd, og sådan er han stadig. Og når vi tror på ham, ”er vi løst fra loven og er døde fra det, vi før var fanget i, så vi er tjenere i Åndens nye liv og ikke i bogstavens gamle” (Rom 7,6).

Og så er der noget ganske bestemt, vi i denne tid skal lægge mærke til. Da Jesus, Guds Søn, kom til denne verden, viste han os ved sit eksempel, hvordan man tjener ham og derved den eneste levende Gud. Huggede han hoveder af folk, når de ikke gjorde, hvad han sagde? Nej! Hvis vi ser på hans apostle og disciple, som der er fortalt om i Det Nye Testamente, huggede de hovederne af folk, når de ikke ville høre på dem? Nej, det gjorde de ikke, for de fulgte Mesterens eksempel. Ganske vist var Paulus en forfølger af Jesu menighed, men han omvendte sig, og så var det ham, der blev forfulgt. I en anden situation spurgte disciplene Jesus, om de skulle lade ild fra himlen falde ned og fortære de genstridige, men nej, de blev irettesat af Jesus.

Sådan skulle det ikke være. Hvad kirken og andre har begået af uhyrligheder gennem tiden er én ting, men Kristi efterfølgere forholder sig til hovedet, chefen for menigheden, og det er Jesus selv. Derfor har vold og evangeliets forkyndelse intet med hinanden at gøre. Vi mennesker er skabt af Gud med frihed til at vælge side i modsætning til dyrene, som er bundet til instinktets lænke, og de må derfor gøre, hvad det kræver af dem. Derfor kan et dyr ikke begå synd, men det kan vi mennesker, og det skal vi stå til regnskab for. Derfor må vi tænke os godt om, når vi træffer vore livsvalg, for de kan have konsekvenser for både tid og evighed.

“Lad os derfor træde frem for nådens trone i bøn og indvielse, og det kan vi gøre med frimodighed på grund af Jesu udgydte blod på Golgatas kors, der renser os for al synd”

Land, land, land, hør Herrens Ord

Dette opråb fra profeten Jeremias’ Bog kap. 22,29 gælder også for vor tid og vort land. Den tilspidsede verdenssituation med borgerkrige, epidemier, flygtningestrømme, terrorisme m.m. sammen med vor hjemlige situation bør tale til os, til den enkelte kristne. Hvordan kan vi hjælpe til? Vi skal nok ikke sætte vort håb til de forskellige kirkesamfund, hvor nogle af dem har travlt med at tilpasse sig det omgivende verdslige samfunds værdier på bekostning af den bibelske base og udgangspunkt, herunder vielse af homoseksuelle i kirkerne.

Vi kristne, som er kommet til tro på Jesus, og som er blevet født på ny, hvorved vi har fået en plads og funktion på Herrens legeme, dvs. i hans menighed, vi må finde ud af, hvad han vil med os. Her er ikke tale om stort eller småt, men om at finde de forudberedte gerninger, han har lagt til rette for os at vandre i (Ef. 2,10). Det er her, vi kan gøre fyldest, for han har åbnet en dør for den enkelte af os, som ingen kan lukke i. Om du så er tilknyttet et kirkesamfund, en fri forsamling, en husmenighed eller hvad det nu måtte være, er ikke afgørende. Den institutionelle kirke har sin plads på Jorden, men ikke i Himlen.

Lad os derfor træde frem for nådens trone i bøn og indvielse, og det kan vi gøre med frimodighed på grund af Jesu udgydte blod på Golgatas kors, der renser os for al synd. Så vil vi møde barmhjertighed og finde nåde og hjælp i rette tid, så vi forstår, hvad vor opgave går på. For trods alt er vi mange, og vore forskellige og sammenlagte tiltag vil have indvirkning på gamle Danmark, så mange vil blive frelst og komme til tro på Jesus. Og det vil også have en meget positiv effekt på landet og være med til at nedbryde radikalisering og terrorisme. Måtte profeten Amos’ ord gå i opfyldelse i vort land: ”Der skal komme dage, siger Gud Herren, da jeg sender hunger over landet, ikke hunger efter brød eller tørst efter vand, men efter at høre Herrens Ord.” Amos 8,11

Af Mogens Albrechtsen