Behov for bedre rådgivning før abort
Kun 200 fik i 2014 støttesamtaler, selv om 1.300 fik en abort i Nordjylland. På landsplan er situationen ikke bedre. Og hver femte får psykiske mén.
Det er meget vigtigt at forbedre de tilbud om støtte og rådgivning, som gives til gravide. Det var politikere og eksperter stort set enige om, da de Konservative og Kristendemokraterne inviterede til en høring i Regionshuset i Aalborg mandag. Ca. 45 personer deltog i høringen.
Abortsøgende skal ifølge Sundhedslovens §100 tilbydes en rådgivningssamtale. Formålet med høringen var at belyse og diskutere, hvordan rådgivningen kan blive bedre og mere relevant for gravide og par, der overvejer at vælge abort. Regionsrådsmedlem Per Larsen (Kons.) sagde, at støttesamtaler til gravide, der overvejer abort, har regionsrådets opmærksomhed, og at høringen dermed var meget nyttig og væsentlig. Dette kunne regionsrådsmedlem Mogens Nørgård (Soc., tidligere KD) bekræfte. Han beskrev det tilbud om støttesamtaler, som gives i Nordjylland. Der tilbydes samtaler både i almen praksis og på regionens sygehuse.
For få samtaler
Tidligere medlem af Det Etiske Råd Peter Øhrstrøm (KD) fortalte, at der i 2014 var ca. 200 støttesamtaler i Nordjylland i almen praksis og på sygehusene. Hertil kommer støttesamtaler i de frivillige organisationer. Men samtidig skete der 1300 provokerede aborter i Nordjylland (ud af ca. 15.000 i hele landet). – Det betyder, at højst 20% – og sandsynligvis en væsentligt mindre andel – af de gravide, der overvejer abort, kommer til en rådgivningssamtale, sagde Peter Øhrstrøm. Han argumenterede for, at man burde havde mange flere abortsøgende gravide i tale i rådgivningen. Han mindede om, at man jo kan sammenligne med Tyskland, hvor det er lovbestemt, at alle der søger om abort først skal til en rådgivningssamtale.
Han var derfor glad for, at regionen vil gøre feltet til et indsatsområde. Han foreslog, at man samarbejder med de private organisationer, der også tilbyder rådgivning (fx Mødrehjælpen, Retten til Liv og Hjerte for Liv). Regionsrådsmedlem Vibeke Gamst (Kons.) talte også for at videreudvikle støttesamtalerne, men betonede også sin tilslutning til den frie abort. Praktiserende læge Jörg Andresen, Aalborg, gennemgik erfaringerne med støttesamtaler i almen praksis. Han lagde vægt på, at støttesamtalerne er naturlige i den praktiserende læges virke, hvis man ønsker, at lægen for alvor skal være ”familielæge”. En støttesamtale i almen praksis burde efter hans mening vare mindst 30 minutter.
Fortsættes i artiklen ‘Kommuner presser svage kvinder til abort’ under indland