“Jeg hader religion”
Ja, det sagde hun. Mens hun smilede til mig. En ældre dame med en trehjulet cykel stoppede op foran vores lille “bøn på gaden” bord. Først forstod jeg ikke, hvad hun sagde, for det var lige som om hendes ord og hendes smilende fremtoning ikke passede helt sammen.
Hun fortalte mig, at hun kom fra Irak, at hun var vokset op i det meget frigjorte Irak i 70’erne, hvor kvinderne gik i lårkorte nederdele, og samfundet lignede det, vi ser i Europa nu. Det var før den islamiske revolution. Nu var alting ændret, og hun hadede, at hun skulle tage et tørklæde på, når hun en sjælden gang besøgte sit hjemland. Når hun kom til sin (og Abrahams) hjemby i Ur, så rev hun straks tørklædet af. Dér kunne man nemlig gå rundt og se på de arkæologiske fund uden tørklæde, forklarede hun.
“Nu er jeg ateist”, sagde hun. “Jeg hader religion!”.
Der er forskel på religion. Men der er også ligheder. En af lighederne er, at religion har en tendens til at undertrykke folk, hvad enten det er fysisk eller holdningsmæssigt. Det gør kristne desværre også nogle gange, selvom kristendommen er markant anderledes end islam, som var den “religion”, denne ældre kvinde egentlig hadede så meget.
Nogle kristne lever efter “behave then belong”: Lev som os, vær imod abort, imod sex før ægteskabet, for økologi, for at tage os af naturen, hjælp de hjemløse og stem på de rigtige partier, så bliver du en del af os. Men det er faktisk “religion” på den dårlige måde og fuldstændig det modsatte af, hvad Jesus gjorde. Derfor virker det heller ikke. Det gør os smålige, bitre og eksklusive over for andre.
Jesus levede efter “belong then behave”: Kom som du er. Gud elsker dig, og du må gerne bande, have sex med mange, stemme på både Enhedslisten, Radikale og Dansk Folkeparti, være for abort, købe buræg, og smide dit skrald i naturen. For Helligånden vil vejlede dig løbende – vi finder ud af det. Det var jo derfor, Jesus blev kaldt “syndernes ven”.
Vi kan sagtens stå fast på vores egne holdninger, uden at andre skal mene det samme. Det gjorde Jesus. Er det ikke Helligånden, der overbeviser om synd i vores liv? Eller er det dig? Formaning kan være godt, men det kan hurtigt blive styrende og politisk.
Det viste sig, at den irakiske kvinde faktisk var meget søgende efter Gud. Men hun havde brug for at møde en som dig og mig, der fortæller om Jesus og hvad han sagde om bl.a. religiøsitet. På trods af sine afvisende første ord, så fik hun efter vores snak et Nyt Testamente og var interesseret i at komme i min kirke.
Der er så mange søgende mennesker overalt; men de gider ikke snakke med fordømmende og styrende religiøse. Lad os blive mere som Jesus – for alles skyld.