Mellemøstens Churchill
Den norske chefredaktør Finn Jarle Sæle skriver i en lederartikel i avisen Norge IDAG: Benjamin Netanyahus tale gav os Israels statsminister som Mellemøstens Winston Churchill. Netanyahu takkede Amerika og talte igen om muligheden for Israels fortsatte eksistens og mindede om dronning Ester – som reddede jøderne ved at udvirke deres ret til at forsvare sig selv.
I dag står jøderne og Israel i samme situation – med et Iran, som vil udslette dem og repræsenterer det ældste had i verden og vil have kernefysisk udvikling for at fuldbyrde det. Og Demokraternes intense boykot og surmuleri har givet os USAs Neville Chamberlain. De beklager, at et tomt papir om ’fred i vor tid’ nu måske ikke bliver til noget. Netanyahu citerede også Hizbollah, Irans drabant: ”Hvis alle jøderne samles i Israel, vil det spare os besværet med at dræbe dem rundt om i verden.”
Netanyahu bliver anklaget for at have udnyttet valget i Israel. Det er noget vrøvl. Hans modige optræden for at sige det, som Churchill sagde før den anden verdenskrig – for at undgå den tredje – giver slet ikke automatisk valg-gevinst i Israel.
Det er en Churchill-handling. Og at 200 israelske officerer og generaler beklager, at statsministeren har sagt, hvordan verden nu er, og revet alle illusioner bort, viser, at der er mange drømmere også i Israel. Vi har også dér venstreorienterede universiteter og et establishment, som driver politik fra 1930’erne. Netanyahu satte landets interesse over sine egne interesser og over udfaldet af det kommende valg. Det kan let vise sig at være realiteten.
Han er Mellemøstens Winston Churchill. Og Kongressen rejste sig i stående applaus og hyldede ham som en Churchill. Grunden er, at Republikanerne på CPAC netop har bestemt sig for at knække ISIS, koste hvad det koste vil. Og de vil have sanktioner, som bringer mulla-regimet i knæ. Det er slut med apeasement-politikken mod barbariet. De synes, de har ladet en venstre-radikal præsident forsøge sig med sit anti-kolonialistiske perspektiv længe nok.
Det magtvakuum Obama skabte ved at ’lede bagfra’ (lead from behind), har givet os det Mellemøsten, vi nu ser, med ISIS’ triumfer og kalifatet, med borgerkrig i Syrien. Og Saudi-Arabien, Egypten og Golfstaterne er i færd med at søge atombeskyttelse hos Pakistan – og i værste fald vil de starte kapløbet for at udvikle deres egne atomvåben. Ingen er mere på linje med Netanyahu i dette spørsmål end de arabiske lande, som føler sig truet af Iran.
De er livrædde for at Iran får en aftale, som giver landet fred og ro til at styrke økonomien og gå videre på det nukleare spor – med nogle få symbolske begrænsninger. Der findes et alternativ til en aftale, som legitimerer og retter op på Irans økonomi. Det er radikale vestlige sanktioner, som stopper alle banktjenester og pengeoverførsler til ayatollaerne – indtil landet er så langt nede, at den iranske opposition, som beder om dette, kan vinde.
Af den norske chefredaktør Finn Jarle Sæle