Staten styrer religionerne
I sidste uge skrev Mattias Tesfaye i Politiken, at kun verdslige argumenter skal være tilladt i den politiske debat. Når moderate muslimer forklarer, at islam er fredens religion og henviser til, at Koranen forbyder at slå ihjel, er det ikke et argument,Tesfaye kan bruge til noget. Årsagen til, at muslimer ikke må dræbe folk, er, at det står i straffelovens par. 237 – ikke fordi det står i Koranen, skriver Tesfaye.
Jeg er enig med Tesfaye i, at i den demokratiske samtale og lovgivning er det mest hensigtsmæssigt at oversætte religiøse argumenter til fornuftsargumenter, for at vi kan få en fælles platform. Men problemet er bare, at staten ikke lever op til sine egne idealer om en adskillelse af religion og politik. Der er nemlig mange eksempler på, at staten i stigende grad vil styre og regulere religionerne. Det gælder fx et forslaget om forbud af omskæring af jødiske drengebørn og af niqab.
Eller at man omvendt er villig til at give særlige privilegier til muslimer, så som halal-mad i offentlige institutioner og kønsopdelte svømmehaller. Flere og flere kristne har problemer at leve efter deres etik og samvittighed. Især læger og sygeplejersker, der ikke vil udføre abort, eller farmaceuter, der ikke vil udlevere fortrydelsespiller, får problemer med loven eller risikerer en fyring. Der har været en række sager, hvor bagere og blomsterhandlere i USA, der ikke ville levere ydelser til homoseksuelle bryllupper, har fået bøder i forhold for diskrimination. Det bliver altså efterhånden kriminelt at leve efter sin tro i det liberale demokrati.
Og hvis ikke-troende kan slippe for at betale kirkeskat ved at melde sig ud af folkekirken, hvorfor kan jeg som katolik og abortmodstander så ikke blive fritaget fra at være med til at betale for 15.000 aborter i Danmark om året over skattebilletten? Hvis Tesfaye vil have en klar adskillelse af religion og politik, må han også tage fat på den øgede statsstyring af religion! Hvorfor skal staten have lov til at blande sig i religiøse menneskers liv, når religiøse mennesker ikke må blande sig i statens liv? Hvad er det egentlig for en demokrati-forståelse, Tesfaye og hans mange sympatisørere har? Statsstyret demokrati?