Dårlige undskyldninger

Når man arbejder som lærer, bliver man hurtigt bekendt med mange dårlige undskyldninger. Klassikeren: ”Min hund har spist mit hjemmearbejde” duer dog ikke på en højskole, for der må de ikke have kæledyr, og desuden foregår afleveringerne elektronisk.

I forhold til lektier, der ikke bliver afleveret, er den typiske undskyldning i dag, at ”jeg havde for meget om ørerne og kunne ikke nå det!” Selvom man har set de selvsamme elever sidde og spille FIFA på PlayStation en hel weekend.

Som kristne har vi tit undskyldninger for ikke at tjene Gud. Jeg hørte engang om et ægtepar i USA, som oplevede et kald til at rejse ud som missionærer, og de oplevede begge klart, at det var Guds vilje for dem. Der var dog et enkelt problem: De havde to smukke, hvide hunde, som de ikke kunne nænne at skille sig af med, og det var ikke muligt at tage dem med. Så de besluttede sig til at vente, til hundene var døde af alderdom. De kom aldrig ud på missionsmarken.

Nogle gange mener vi selv, at vi har gode undskyldninger, velovervejede legitime grunde, der afholder os fra at gøre Guds vilje, ligesom de to, Jesus gav kaldet til at følge ham. – To personer, som i princippet kunne være blevet Jesu apostle eller mellem de 70 nærmeste disciple, men de havde gode menneskelige grunde til ikke at følge ham: Et dødsfald i familien, og den gode høflige grund, ”jeg skal lige hjem og sige farvel først”. – Umiddelbart fine grunde begge to, men Jesus afviser dem som dårlige undskyldninger (Luk. 9:59-61). Gud er på udkig efter tjenere, der følger ham uanset hvilke forhindringer, der må opstå undervejs.

Gid vi alle ikke må blive trætte af at gøre det rette (Gal. 6:9), men i stedet give os selv helhjertet i tjeneste for Herren hele livet igennem.