Danskere mødte Hollands ’Noah’

Bodil overrakte den hollandske bådebygger den engelske udgave af Henri Nissens bog om Noahs Ark.  Johan Huibers kvitterede med at fortælle, at han godt ved, hvor den rigtige ark befinder sig: Fru Noah udvalgte sig nemlig et godt sted og bad så sin handyman bygge et hus. Og så tog Noah tømmer fra arken til huset. Præcis det samme gjorde de tre svigerdøtre og sønnerne, mener den humørfyldte Huibers, som her ses sammen med Udfordringens medarbejder Bodil Lanting.
Bodil overrakte den hollandske bådebygger den engelske udgave af Henri Nissens bog om Noahs Ark.
Johan Huibers kvitterede med at fortælle, at han godt ved, hvor den rigtige ark befinder sig: Fru Noah udvalgte sig nemlig et godt sted og bad så sin handyman bygge et hus. Og så tog Noah tømmer fra arken til huset. Præcis det samme gjorde de tre svigerdøtre og sønnerne, mener den humørfyldte Huibers, som her ses sammen med Udfordringens medarbejder Bodil Lanting.

Deltagerne på en bustur fra Felix Rejser hørte en veloplagt Johan Huibers fortælle om arken – selv om kongeparret skulle komme to dage senere.

– Det lyder som om, du bare lige har bygget en legetøjsbåd, lød en af kommentarerne fra en af de danske rejsedeltagere, da de mødte arkens skaber, Johan Huibers.

Men bådebyggeren selv mener faktisk ikke, at han har udført nogen større bedrift.
– I skal ikke klappe af mig. Klap for Gud, opfordrede Johan Huibers. Han understregede, at Gud selv havde lagt tingene til rette for de to store ark-projekter.
Flere af danskerne talte om, at Huibers er en unik kombination af en evangelist og et stort legebarn.

Juniorklub hjalp lederen

Det hele begyndte i 1983, da Johan Huibers kirke bad ham lede en juniorklub. Men børnene stillede spørgsmål, som han ikke kunne besvare, så han måtte hver uge gå hjem for at tjekke, hvad Bibelen egentlig sagde.
Bibelstudierne førte til, at Huibers gerne ville fortælle hele verden om Jesus. Og han oplevede, at Gud begyndte at lede ham:
Johan Huibers blev inspireret af et stormvejr på Nordsøen og købte en bog om Noahs ark. Han læste bogen for sine tre børn og fik samtidig den tanke, at han selv skulle bygge en ark. Da syv-årige Deborah fortalte sin mor om farens planer, var reaktionen:
– Hvis han gør det, tager vi på ferie til månen!

Konflikt med byrådet

Efter mange overvejelser om de praktiske detaljer gik byggeriet af arken i gang i 2005. Det foregik ved byen Schagen, 70 km nord for Amsterdam. Først byggede Huibers en stor hal, som baptistkirken fik lov til at holde gudstjenester i. Et halvt år senere gav kommunen ham besked om, at det var forbudt at holde gudstjenester i hallen.
Sagen kom i retten. Men bibelstudiegruppen opmuntrede Huibers med teksten fra Joshua 1:9 ”Stå fast og vær modig! Vær ikke bange eller frygtsom! Husk, at jeg er Herren, din Gud, og jeg vil hjælpe dig med alt, hvad du skal gøre.”
Huibers skulle bruge en savemaskine til 60.000 Euro. Men han så en dag ’tilfældigt’ nogle geder lege på en gammel savemaskine. Han kontaktede ejeren og fik lov til at købe den som ’gammelt jern’ for kun 400 Euro. Så begyndte han at save, og familien hjalp til sammen med flere frivillige, bl.a. en frisør, en bager og en slagter. Da arken var færdig, valgte Huibers at søsætte den på et tidspunkt, hvor hans modstander i byrådet var på ferie!

Verdenspressen på besøg

Tyrkisk stats-tv, en israelsk kanal og den hollandske kristne EO-kanal dækkede søsættelsen.
– Der var muslimer, jøder og kristne, og de tror alle på beretningen om Noahs Ark, fortæller Johan Huibers.
Da borgmesteren kom hjem, skrev han til Huibers, at det var forbudt at bygge en ark. Han henviste til en paragraf fra 1724. Men faktisk havde byen ingen havn dengang – og så kom der en ny retssag.
Herefter opsøgte tre kinesere kommunen for at spørge efter arken. Nu viste borgmesteren selv vej til arken. Han bar sin borgmesterkæde, da han forkyndte:
– Jeg har gjort det muligt for Johan Huibers at bygge denne ark!
Den første ark, som blev åbnet i 2007, blev en stor turistattraktion.

En stor ark og en stor buket

Johan Huibers besluttede at bygge en ny ark i fuld størrelse, og tingene lagde sig igen til rette. Han blev inviteret af borgmesteren i Dordrechts nabokommune – men turde ikke fortælle det til sin kone. Samtidig fik han et godt tilbud fra en ejendomsmægler, banken havde pengene – og materialerne blev fundet på én uge.
Johan Huibers købte en stor buket til sin kone. Han tog den først frem ved aftenteen, da børnene var lagt i seng. Han fortæller om samtalen:
– Først sagde jeg til hende: ’Jeg elsker dig’. Og hun sagde:
– Hvad er det, du vil?
– Jeg vil gerne bygge en stor ark. Og så sagde hun: ’Ja, jeg kan se det i dine øjne!’
Hele familien var med til at bygge den nye ark i byen Dordrecht. Det varede fra 2008 til 2012.
Og i mandags sad fru Huibers så sammen med datteren Jessica på tribunen sammen med kongeparret, mens arken sejlede forbi med sit kristne budskab.