Det er 75 år siden i dag …

En film kan anmeldes på mange måder.

Man kan opholde sig ved skuespilspræstationerne, og her synes jeg, filmen må roses. Overbevisende spil af Pilou Asbæk og mange andre. At en enkelt baggrundsreplik i ny og næ ikke klinger helt overbevisende ødelægger ikke det gode helhedsindtryk.
Så er der det generelle indtryk, filmen gør. Her er heller ikke noget at sætte fingeren på, synes jeg. En autentisk og nøgtern skildring af denne skæbnesvangre dag. De danske soldaters indsats forherliges ikke, men forklejnes heller ikke. Hele skildringen af soldater og befalingsmænd, deres handlinger og reaktioner og indbyrdes forhold – det virker overbevisende.
Som historiker kan man et øjeblik savne beskrivelser af de andre kamphandlinger, der fandt sted andre steder denne dag, men må i næste sekund sande, at dette ikke er eller skal være en fuldstændig dokumentarfilm om 9. april 1940.
Det, som jeg har mest lyst til at bemærke ved filmen, er imidlertid de følelser, den vakte i mig. Da de danske soldater forlader deres kaserne for at tage kampen op, sad jeg til min egen overraskelse pludselig med en klump i halsen og våde øjne – noget, jeg ellers meget sjældent oplever.
Hvad var det for stærke følelser, der vældede op i mig? Var det stolthed over disse soldater, der med livet som indsats gjorde deres pligt, selv om de må have vidst, at de var dømt til at lide nederlag? Var det skam over en regering, der svigtede dem ved at udruste dem for dårligt og ikke lade dem gå i stilling i tide? Ved at overgive landet få timer efter, kampene var begyndt?
Disse følelser var givet til stede, men der var noget andet og mere i det. Dette var ikke bare endnu en film om Anden Verdenskrig, hvor nogle soldater går i kamp mod nogle andre soldater. Nej, det her var os. Det var mine landsmænd, der drog ud for at forsvare mit land, mit folk. Det var mig.
Det er svært at sætte ord på det, men mit hjerte var hos dem. Der sad jeg i biografsædet og blev helt overvældet af frygt for deres skæbne og håb om, at det måtte lykkes for dem, at de måtte overleve. Overvældet af harme over, at de blev tvunget i krig af en aggressor, og fuld af taknemmelighed over, at de gjorde deres pligt. Grebet af et mærkeligt irrationelt ønske om at være hos dem og hjælpe dem, hvor lidt gavn jeg så end kunne have gjort.
Jeg kan kun anbefale alle at se denne film. Det er selvfølgelig langt fra sikkert, at det bliver den samme eksistentielle oplevelse, som det blev for mig, men jeg tror ikke, den vil lade mange uberørt. Jeg er i hvert fald ikke helt den samme efter at have set 9. april, eller rettere: Nu ved jeg mere om, hvem jeg er.

9. april. • 93 min.
Premiere: 12. marts