Fælles konference i Aarhus skal inspirere til hverdagsmission

s9_konferenceTalerne på konferencen den 24.-25. april i Aarhus har selv oplevet, at mange nye kommer til tro.

Den 24.-25. april er der GRO-konference med fokus på discipelskab og mission i Aarhus Valgmenighed.

Det bliver en stor konference med udenlandske talere. Den arrangeres i samarbejde med AlphaDanmark og KirkeplanterNet (KPN).
Målet er, at folk bliver inspireret til et liv i mission, der hvor de er.

Talerne

Al Gordon er vicepræsident for Alpha International. Han er præst og med i lederskabet i Holy Trinity Brompton, som er den største anglikanske kirke i England. Al Gordon var desuden med til at grundlægge lovsangsskolen Worship Central sammen med Tim Hughes.
Al Gordon brænder for at gøre kristendommen relevant for folk, som ikke normalt bruger kirken, og han har mange spændende historier om, at dette faktisk lykkes. Han bor i London med sin kone Olivia og deres to børn.

Matt Reynolds leder en nyere menighedsplantning i Atlanta, USA, som på bare 4 år er vokset fra 250 til 1300 gudstjenestedeltagere. Heraf er en stor del studerende.
Kirkens vision er at skabe disciple og at udruste familier til at være i mission.
Denne vision støttes af 30 husmenigheder, som mødes i løbet af ugen og deler liv og lever i mission, inspireret af menighedslivet i Apostlenes Gerninger.
Matt Reynolds er gift med Margaret, og sammen har de to små drenge.

Lovsang med Pat Barrett

Den amerikanske lovsangsleder Pat Barrett vil ikke blot medvirke med lovsang, men vil også give sine erfaringer videre på et seminar om lovsang.
Pat Barrett er en meget populær nyere lovsangsleder (han har fx over en halv milion hits på sine YouTube-videoer), og han vil lede lovsangen sammen med Arvid Asmussen lørdag aften.
Man kan læse mere om konferencen og gæsterne på Grokonference.dk.
Pat Barrets hjemmeside Housefires findes på: www.housefiresmusic.com.