Jeg er glad og stolt over mit vægttab

Woman nordic speed power walking, jogging and running lightly inKære Suh
Jeg har i løbet af de sidste to år tabt mig rigtig meget. Det har krævet hård selvdisciplin både med hensyn til omlægning af kostvaner, men også at jeg er begyndt at motionere (løb, spinning, styrketræning). Jeg er med tiden blevet helt glad for min nye livsstil, mærker, at jeg har fået mere energi, sover bedre. Jeg er naturligvis også rigtig glad og stolt over, at min krop har forandret sig, og jeg er langt mere glad for at se mig i spejlet nu. Mit problem er, at jeg er 2 kg fra mit oprindelige mål, men jeg er vægt-tabsmæssigt gået helt i stå. Efterhånden er det som om, at alting drejer sig om disse to kilo. Det gør mig ked af det. Jeg vil ikke have, at vægten skal diktere mit liv, gider ikke være ”spise-forstyrret”. Men det fylder enormt. Hvad stiller jeg op?
Kh A.

Kære A.
Først stort tillykke med din nye livsstil. Det er en virkelig flot præstation!
Din beskrivelse af din problemstilling får mig til at tænke 3 ting:
– at det enten i virkeligheden ikke er vigtigt nok for dig. Med din selvdisciplin ville jeg mene, at du nok skulle kunne gennemføre et vægttab på yderligere to kilo, hvis det virkelig var vigtigt.
Men måske spiller din underbevidsthed dig et puds? Måske du inderst inde godt er klar over, at du allerede har opnået, hvad du egentlig ville, og at de sidste to ”forfængeligheds-kilo” ikke betyder det helt store? Hvis det er det, det handler om, så stå ved det. Drop målet om at tabe yderligere to kilo og proklamer med myndighed og autoritet ind i dit eget liv, at du er nået i mål. Stop med at plage dig selv om at tabe dig yderligere. Nyd din succes.
– At det faktisk er meget vigtigt for dig at tabe de sidste to kilo, men at det måske er af de forkerte grunde?
Prøv at tænke over, om det måske i virkeligheden skyldes, at du (fejlagtigt) konkluderer, at du hvis du ikke når i mål med det oprindeligt beregnede vægttab, så er det en fiasko? Måske glemmer du rent at fokusere på, hvor meget du allerede har opnået? At der er meget stor grund til at være stolt af dig selv? Måske har du fået tillagt de sidste to kilo en magisk betydning?
Prøv at formulere for dig selv så ærligt og enkelt, som du kan, hvad det vil betyde for dig at tabe de sidste to kilo. Sig det højt. Lyt til dig selv. Måske du har fået forbundet det med noget, der slet ikke er sandt: ”Når jeg taber de sidste to kilo – så bliver jeg lykkelig!” eller ”så vil jeg aldrig igen tænke negativt om mig selv”. Sig sætningerne højt, for så er det lidt lettere at gennemskue dem som det, de er: løgne!
Prøv i stedet af fokusere på alle de nye ting, der har fået lov til at fylde i dit liv, og som hver eneste dag allerede beriger det med livskvalitet. Lad det fylde i stedet.
– Måske er du slet og ret et konkurrence-menneske? Måske handler det slet ikke om at tabe sig yderligere to kilo, ej heller om en spiseforstyrrelse, men om at opnå et mål? Og at konkurrencemennesket i dig surmuler, fordi hun vil præstere sig færdig?
I så fald – så er der ikke andet for end at lægge dig i selen, stram ballerne og nå dit mål.
Håber mine betragtninger har givet dig lidt stof til eftertanke.
Hilsen Suh