Familiefestival fyldt på rekordtid
En KFUM og KFUK-festival for familier med mindre børn, som holdes for første gang i maj, har interesserede på venteliste allerede før tilmeldingsfristens udløb.
Den nye festival finder sted i Kristi Himmelfartsferien, og målgruppen er familier med børn i alderen 2-7 år. Familielejren holdes på Nøvlingskov Efterskole, og det bliver en weekend med ramasjang i – men også med tid til middagshvil og sandkassehygge, lover kommunikationskonsulent Annelene Højvang Larsen.
Blandt hovedtalerne er familierådgiver Lola Jensen, der er kendt fra TV2 -programmet Go’ morgen Danmark.
Allerede inden tilmeldingsfristen udløb var festivalen fyldt helt op med over 300 tilmeldte og flere på venteliste.
”Jeg er superglad for interessen, men jeg er egentlig ikke overrasket. Jeg tror, at man som familie har brug for at mødes med andre familier og nyde en weekend med sine børn. Hvor man har tid sammen – uden vasketøj,” siger festivalchef Torkild Kildsgaard Larsen.
Arbejdsgruppen bag festivalen overvejer allerede nu, hvordan der kan komme flere med næste gang. Man håber, at der i 2017 kan blive holdt familiefestival 2-3 forskellige steder i Kristi Himmelfartsferien.