Holocaustofre bryder ’tavshedskoden’

Det danske missionærpar Anne-Lise og Peter Madsen støtter et center i Israel, der hjælper Holocaust-overlevende til at fortælle og bearbejde deres grufulde historier om flugt fra nazisterne under Anden Verdenskrig.

Det bankede hårdt på døren til en lejlighed i Budapest, hvor Mira og andre unge fra den zionistiske ungdomsbevægelse gemte sig. Forinden havde udlejeren fanget en politibetjent på gaden og peget op mod lejligheden.

Den unge pige flygtede ud gennem badeværelsesvinduet, og de andre unge fulgte med og løb i hver sin retning til et skjulested i skoven, en bunker, hvor Mira fremstillede falske identitetspapirer til flygtende jøder.
I 1943 var jøder jaget vildt, og ungarske myndigheder samarbejdede med tyske nazister om at udrydde dem. Mira var heldig at befinde sig udenfor byens jødiske kvarter, da myndighederne forseglede det og dannede den ghetto, der skulle forarme den jødiske befolkning og sende de overlevende med godstog til koncentrationslejre i Nazityskland.

Minder og følelser

Mira nærmer sig de 90 år og fortæller sin historie roligt og intenst. Ind imellem kniber hun en tåre. Hun kan især huske synet, da flygtende jøder ankom til byen fra andre lande, sultne og forkomne.
– Mange søgte tilflugt i synagogen, og midt i menneskemylderet så jeg en ung pige med sin lillesøster i hånden. De så helt fortabte ud. Jeg fandt senere ud af, at de var flygtet til fods hele vejen fra Warzawa til Budapest!
Mira har lært at sætte ord på sine minder og lade følelserne få luft. Socialt fællesskab og individuel terapi på AMCHA center for Holocaustoverlevende i Israel har åbnet hende så meget, at hun kan stille op til interview.
Men sådan har det ikke altid været. Fra hun ankom på ladet af en lastbil til det daværende Palæstina i oktober 1944, til hun fik kontakt med AMCHA, fortalte hun ikke om sine oplevelser til nogen. Tiden gik med hårdt arbejde og kamp for at forsvare markerne i kibbutzen.

Tavshedskoden

– Én ting er meget vigtig for Holocaustoverlevende, og den har endda et navn: Tavshedskoden. Man taler ikke om, hvad der er sket, fortæller Marga Janukovitch, der leder AMCHA i byen Netanya ved Middelhavet. Margas mor måtte selv flygte fra nazisterne i Rumænien. Hun slap ud af sin husarrest, efter at have bestukket en soldat fra det berygtede SS korps.
Marga fortsætter:
– Da de overlevende ankom til Israel som unge, havde de meget travlt med at etablere familier, bygge huse og forsvare sig. Dengang kunne de holde minderne inde i ”en kuffert” og forsøge at lukke og låse den. Men kufferten kunne ikke lukkes helt. Der var stadig en åben sprække, og efterhånden som de blev ældre, og modstandskraften blev svagere, begyndte disse kufferter at springe op. De sprang op – helt ukontrolleret – med minder, følelser, smerter og forfærdelige hallucinationer. I såkaldte flashbacks så de sig selv i koncentrationslejren og kunne endda høre soldaternes ordrer og fangernes skrig.

Dansk hjælp til udvidelse

Men på AMCHA får de hjælp til at bearbejde deres traumer. Som Marga Janukovitch udtrykker det:
– Før fyldte minderne fra Holocaust hele deres sind. Gennem terapien får oplevelserne deres rette proportioner. De overlevende indser, at de havde et liv før Holocaust, og de har et liv efter. Og det liv skal de nu nyde sammen med deres børn og børnebørn.
AMCHA betyder ”dit folk” på yiddish og er det kodeord, de flygtende jøder brugte i skovene, når de skulle finde hinanden. Ikke andre end jøder kan udtale ordet korrekt.
Det fortæller Anne-Lise og Peter Løbner-Madsen, der støtter centret gennem Palma Foun-dation.
– Marga havde tre gange læst vores bog ”Miracles in our lives” (Mirakler i vores liv) og inviterede os til centret for at vi kunne fortælle vores historie – og det kunne vi ikke sige nej til, fortæller Anne-Lise Løbner-Madsen.
– Men da vi kom ind i centret, sad de Holocaustoverlevende tæt fra væg til væg i lokalet – og vi fik senere at vide, at centret havde flere hundrede på venteliste, fordi der ikke var plads. Derfor besluttede vi at støtte både udvidelse og udsmykning af lokalerne og indrette flere kontorer, så der blev plads til flere konsultationer.

Et liv efter Holocaust

AMCHA er nu vokset til tre centre og har kontorer i 18 byer over hele Israel. I Netanya kommer omkring 400 Holocaustoverlevende hver uge. Nogle til en ældreklub med andre overlevende, andre til individuel terapi, og atter andre til begge dele. AMCHA’s unikke terapiforløb har vundet anerkendelse hos sundhedsmyndighederne, og centrets psykologer holder ofte foredrag på landets skoler.
– Formålet med den særlige behandling er at hjælpe personen til at se hele sit liv i sammenhæng, fortæller Marga Janukovitch.
– Holocaust var så stort et chok for dem, at det næsten fylder det hele. Men ved at gennemgå deres historie i detaljer hjælper vi dem til at sætte de forfærdelige oplevelser i perspektiv, så de ikke er definerende for deres liv længere. Holocaust er stadig en del af personens liv, men kun en del af det, ikke det hele. Når en person lærer at sætte pris på hele sit liv og ikke kun fokuserer på de dårlige minder, kan vedkommende begynde at fungere normalt.

Får tilliden tilbage

Holocaustoverlevende bærer på forfærdelige minder, men de har også problemer, der stikker dybere, fortæller Marga Janukovitch.
– De har mistet fremtidshåbet, tilliden til andre mennesker, evnen til at elske. For under Holocaust kunne de ikke se sig ud af deres situation. Et af nazisternes store mål var at ”dehumanisere” dem og sige, at jøderne ikke er rigtige mennesker. Så de fjernede alle menneskelige symboler fra jøderne, tøj, smykker og andre personlige ejendele og ragede endda deres hår af. De, der overlevede, havde ikke længere disse symboler, og mange tror derfor ikke, at de fortjener dem og har de fine menneskelige egenskaber, der er forbundet med dem. Vi skal derfor hjælpe dem til at erobre disse egenskaber igen, evnen til at elske, evnen til medfølelse, og evnen til at se en fremtid foran sig.
Hvordan gør I det?
– Når personen begynder at stole på sin terapeut, erfarer han, hvordan det forløser og forandrer hans egen adfærd, så kærlighed begynder at flyde indefra. Det tager flere års terapi at nå dertil.

Strået knækker kamelens ryg

– Det er ofte i de nære familierelationer, problemerne kommer op til overfladen. Vi kalder det ”strået, der brækker kamelens ryg”. En person kunne ikke holde sine børnebørn ud, han kunne ikke være sammen med dem og lytte til dem. Da blev han klar over, at noget var rav ruskende galt, og at det måske stammede fra hans fortid. Derfor opsøgte han os.
– De Holocaustoverlevende føler, at det er som at komme hjem at deltage i AMCHA’s ældreklub. Mange har gennemgået forfærdelige ting, men i klubben ved de, at de andre har gennemgået noget lignende. Her bliver de forstået. De behøver hverken at forstille sig eller forklare sig.
Der er bestemt ikke noget forstillet over Mira, når hun fortæller sin historie om flugten fra nazisterne i Budapest.
Mira var kun 15 år, da hun tilsluttede sig den zionistiske ungdomsbevægelse. Hendes familie ejede en restaurant i Budapest. Fordi der altid gik mange mennesker gennem restauranten, kunne Mira og hendes mor skjule nogle af de flygtende jøder i deres hus – indtil de kunne videretransportere dem til den skjulte bunker ude i skoven.

Ekspert i falskneri

Det var i 1942-43, midt under Anden Verdenskrig. Tyskerne ankom først til Ungarn i marts 1944, men antisemitismen havde allerede holdt sit indtog i landet. Myndighederne beordrede den jødiske restaurant lukket og inddrog moderens udskænkningstilladelse.
– Men min mor havde gode forbindelser. Hun kunne købe varer, der ellers var rationerede, fx brød, mælk og kød, og disse varer kunne jeg så transportere til en bunker i skoven, hvor vi skjulte de jødiske flygtninge, fortæller Mira, der som ung zionist var gået under jorden og skjulte sig i en lejlighed udenfor det jødiske kvarter – indtil hun måtte flygte ud i skoven omkring byen.
Ligesom sin mor havde hun gode forbindelser og kunne skaffe falske dokumenter til de jødiske flygtninge. Papirerne foregav, at de var ungarske kristne i Budapest. På den måde kunne de bevæge sig frit og flygte videre. Miras mor fik lavet et dokument, flyttede til en anden by og udgav sig som kristen. Mira havde en søster, der også fik papirer og ophold på landet mod en klækkelig betaling til en ungarsk bonde.

Konstant frygt

– Jeg var i konstant frygt for mit liv, fortæller Mira, der nu overnattede i skovene og var nødt til at bevæge sig rundt og lave noget hele dagen.
En dag, da hun steg på sporvognen i Budapest, stod hun pludselig ansigt til ansigt med en servitrice fra moderens restaurant, som de havde fyret for hendes antisemitiske holdninger. Mira hoppede af sporvognen i en fart, inden servitricen nåede at råbe efter politiet.
Mens Mira levede i skoven, fik hun lungebetændelse, og hendes venner sendte hende af sted med en gruppe på 14 børn og teenagere. De sprang alle på et godstog, men da de kom til et checkpoint, blev kun ni af deres identitetspapirer godkendt.
– Fem børn og unge forsvandt, og jeg så dem aldrig mere. Nazisterne tog dem, fortæller Mira og må igen knibe en tåre.
– Fordi de unge blev nervøse, opdagede militæret, at deres papirer var falske og sendte børnene videre til nazisterne.
Mira og resten af børnene og de unge rejste videre og krydsede grænsen til Rumænien til fods midt om natten. Hun ankom til Rumænien, netop som nazisterne flygtede ud af landet, fordi det nu blev indtaget af russerne.

Farefuld færd

Mira lavede nu rumænske identitetspapirer til sig selv og sine ledsagere og flygtede videre til den rumænske grænse, hvor de kunne komme med en fiskerbåd til Tyrkiet.
– Vi havde mad og vand til de seks timer, vi regnede med, rejsen ville vare – men først efter 64 timer landede vi i Tyrkiet, sultne og forfrosne, fortæller Mira.
Bådens motor brød sammen igen og igen, og hun mistænker, at den var saboteret. Båden før dem blev skudt i sænk, og kun to af flygtningene overlevede.
Mira ankom til Israel i 1944, mens det stadig var regeret af englænderne og blev kaldt Palæstina. Hun ankom på ladet af en lastbil sammen med andre jødiske flygtninge til byen Ashkalon uden en øre på lommen.
– Men jeg havde overlevet Holocaust, fortæller hun stolt.
Mira fik først arbejde som barnepige for en familie i Tel Aviv. Kort efter mødte hun sin kommende mand. Sammen flyttede de til en kibbutz. Hun gravede de voldsomme minder ned i sin ”kuffert” – indtil den sprang op af sig selv, og hun heldigvis kunne få hjælp hos AMCHA.