Par skal lære at tale sammen

Anette Vejdiksen
Anette Vejdiksen

Apostolsk Kirke i Aalborg startede den 25. april et nyt PREP-kursus for par, der gerne vil udvikle indbyrdes forståelse, respekt og tillid.
Mange par er stressede. Der skal være tid til at pleje sig selv, være gode forældre, gøre karriere, dyrke motion 2 gange om ugen, være aktiv i forældreråd osv. Ofte er det parforholdet, der kommer til at lide under mangel på tid og overskud. Det vil man gøre noget ved i Apostolsk Kirke.
– Vi gør det, fordi vi ved, at mange par har svært ved at finde tid og ro i hverdagen til at arbejde med og vedligeholde deres ægteskab eller parforhold. Vi vil med dette kursus hjælpe par med at sætte en ramme for at gøre dette, fortæller kursusleder Anette Vejdiksen.
– Kurset henvender sig både til nyetablerede par og til par, der har levet sammen i længere tid. Der er en mulighed for at udvikle gode kommunikationsvaner fra starten af forholdet, men også en mulighed for at få hjælp til at bryde dårlige kommunikationsmønstre eller få inspiration til at videreudvikle det, der allerede er godt.
Kurset, der foregår i Den lille Sal på Hadsundvej 75, startede lørdag den 25. april og fortsætter tre onsdage i april og maj.
– De fleste par har et stort ønske om at skabe et godt parforhold og en tryg familie. Derfor er der god grund til at bruge tid på at give kærligheden gode betingelser i en travl hverdag ved at søge ny viden og lære nye færdigheder, siger Anette Vejdiksen.
PREP er et forskningsbaseret og pædagogisk kursus for par og sætter fokus på de udfordringer, der oftest starter med dårlig kommunikation. Her giver kurset en række konkrete redskaber at arbejde bedre kommunikation. Kurset holdes flere steder i landet.