Gerda og Christian inviterer til helbredelsesmøde på kro

Det er ifølge et gammelt mundheld bedre at sidde på kroen og tænke på kirken end at sidde i kirken og tænke på kroen.

Og nu har ægteparret Gerda og Christian Boas aftalt med kroejer Torben Schultz, at der skal holdes et helbredelsesmøde med Hans Berntsen på Tyrstrup Kro.

– Når vi vil holde mødet på kroen i stedet for i en kirke, så er det netop, fordi vi gerne vil vise almindelige mennesker, der måske ikke er så kirkelige, at der findes nogle gode og spændende kræfter i kristendommen, forklarer Gerda.

– Ja, at troen faktisk kan føre til mirakler, tilføjer Christian. – Og så synes vi, at Hans Berntsen har sådan en god jævn og folkelig måde at tale på, så alle kan forstå det. Og rigtig mange bliver jo hjulpet på hans møder. Og i stedet for kirkeorgelet har de to pensionister fået en spillemandsgruppe fra Brande til at komme og spille harmonikamusik med gamle sange i stil med Frelsens Hærs gademusik. Mødet holdes tirsdag den 31. oktober kl. 19. Og da mødet nu holdes på den smukke kro, så synes ægteparret også, at gæsterne skal have mulighed for at nyde stedets gastronomiske kvaliteter.

Tyrstrup Kro er kendt for sin høje standard. Kroen ligger lige udenfor Christiansfeld.

– Sammen med kromand Torben har vi aftalt, at man kl. 18, forud for mødet kl. 19, kan spise middag på den smukke kro. Og det tror vi, at mange vil benytte sig af – specielt dem, der kommer langvejs fra for at få hjælp, siger Gerda. Middagen koster 300 kr. plus drikkevarer. Og man kan også få æblekage til kaffen for 65 kr., fortæller Gerda. Hun tager imod tilmeldinger på 20 68 47 20. Der er plads til 180 i salen. Men Hans Berntsen har insisteret på, at de syge bare kan komme til mødet, uden at det koster noget.

Gerda og Christian Boas flyttede til Christiansfeld for godt et halvt år siden. De har begge oplevet positive møder med Hans Berntsen andre steder i landet. Og de er også blevet helbredt for nogle skavanker. Gerda med sin ryg og Christian med en kræftknude.

– For mig er det meget stort, at det her bliver til noget, siger Christian Boas.