17 år – og kaldet til at forkynde

Når Michala føler, at Gud bruger hende, er det ofte som en tankestrøm, som hun ikke kan
stoppe, men bare må dele med andre. Den gave brugte hun blandt andet i toget i London for nylig.

Michala og hendes veninde sidder i toget lørdag nat. De er på vej til lufthavnen fra kvindekonferencen Color Conference i London. Der sidder to mænd ved siden af dem i kupéen.

– Jeg syntes, det lød som om, de talte om Bibelen, så jeg lyttede godt efter. De snakkede om Salomo og det barn, han ville skære over. Jeg spurgte dem, hvad de talte om, og de forklarede mig, at de begge var vokset op i kristne familier, men ikke selv var kristne længere. Men den ene af dem var begyndt læse i Bibelen igen fra en ende af. Så havde vi en lang samtale om tro. De spurgte mig, hvordan jeg kunne sige så meget. Jeg forklarede dem, at det er Gud, der gør det. Det endte med, at vi fik lov til at bede for dem, og den enes skulder blev helbredt der midt i kupeen.
Michala Sangild taler hurtigt og begejstret. Hun er 17 år, går i gymnasiet og kommer i Hillsong Copenhagen. Det har hun gjort i halvandet år.

Der kommer et tidspunkt…

– Jeg er vokset op i en kristen familie. Men jeg tror, der altid kommer et tidspunkt, hvor man selv må træde i karakter som kristen og ikke bare følge efter sine forældres tro.
For Michala har det været en proces, som tog nogle år, og som endte med at hun valgte at komme i en anden menighed end sine forældre.
– Det er stort for mig, at min familie deler min tro. Men jeg ser også folk i min kirke som min familie. Kirke er mange ting – og for mig er gudstjenesten den mindste del. Det vigtige er, at vi som kristne er skabt til at være i fællesskab – ligesom disciplene. Måske har du en periode, hvor du ikke føler, at du kan komme i kirke – hold fast i fællesskabet! pointerer Michala, som også selv er aktiv i kirken.

Jo mere, jeg giver…

– Jeg tror, det er vigtigt, at vi ikke bare giver med vores ord til Gud, men også gennem handling. Jeg synger lovsang til børnenes gudstjeneste. Det er sindssygt fedt at få lov til at tjene Gud ved at gøre det, jeg elsker. Jeg lærer meget om mig selv af at tjene med, jeg får venner, og så bliver jeg også endnu mere frimodig til at give mere. Det er som om, at jo mere jeg giver, jo mere får jeg tilbage igen, forklarer Michala.

Michala kender sit kald

På trods af sin unge alder har hun en klar idé om, hvad hun skal med sit liv.
– Fra jeg var lille, har jeg oplevet at få beskeder og ord fra Gud. Det kan opleves vidt forskelligt for forskellige mennesker, men for mig er det som om en masse tanker hober sig op i mit hoved.
Hjertet banker, og jeg får lyst til at råbe det ud. Det er som en tankestrøm, der ikke kan stoppes. Jeg prøvede det meget af, da jeg var yngre, og det har altid gjort noget godt for nogen, forklarer Michala. I sommers, da jeg brugte det på SommerOase, fik en veninde gennem Gud, at det var Michalas gave at forkynde.
– Og så kom Helligånden og overvældede mig. Det var en stor oplevelse, forklarer hun.
Michala kæmper derfor ikke så meget med den usikkerhed i forhold til fremtiden, som mange andre unge på hendes alder skal forholde sig til. Hun forsøger også at forberede sig på sin kaldelse:
– Jeg sørger for at bruge tid på at læse Bibelen og bede hver dag, og så forsøger jeg også at tænke i prædikener.

Det er vores opgave at plante

Hun regner med at skulle på Hillsongs Leader Academy i Sydney, når hun er færdig med gymnasiet.
Selvom det ikke er hver dag, Michala oplever at tale med mennesker som den dag i London, så sker det også i Danmark.
– Her er det mere i forhold til mine klassekammerater. Jeg overvælder dem ikke med information, men når de stiller spørgsmål, oplever jeg nogle gange, at Gud taler igennem det, jeg siger, forklarer hun og fortsætter:
– Det er en sindssygt vigtig del af vores tro at sprede budskabet og ikke bare holde det for os selv. Det er vores ansvar at plante frø. Det er Guds opgave at få det til at vokse.

Hvem skal de så spørge?

Til sidst har Michala en opmuntring til unge kristne, som måske føler sig alene med deres tro:
– Min erfaring er, at de fleste beundrer vores tro. Langt de fleste af dem, jeg snakker med, har en tro på et eller andet større, og når de får lidt alkohol i blodet oplever jeg tit, at de kommer hen og fortæller om deres respekt. Men husk også, at det er vigtigt at stå ved det, vi tror på. Hvis vi ikke udstråler, at vi vil svare på deres spørgsmål, hvem skal de så spørge?