Dét handler valget om

Kristian S. Larsen

Det forestående folketingsvalg handler ikke kun om, hvem der skal indtage statsministeriet. Der er meget andet og mere på spil.
Valget handler om værdier. Hvordan vil vi prioritere, og hvad er vigtigst for vores samfund i morgen – og i overmorgen? Valget handler om intet mindre end det gode liv.
Hvorfor skal børnefamilier piske af sted, mens forældres og børns muligheder for at være sammen bliver stadig ringere, og stresskurven ligger stadig højere?
Giv forældre økonomisk mulighed for at vælge selv at passe de små børn, drop heldagsskolen, og giv skolebørnene reel fritid med reelle valgmuligheder. Det handler valget også om. Hvorfor skal landdistrikterne sygne hen med lukkede skoler og butikker og alt for mange huse til salg, når vi faktisk kan gøre noget ved det?
Genindfør lukkeloven, flyt offentlige arbejdspladser fra de store byer til de mindre, og gør det muligt at låne penge til investeringer også ude i syvende kartoffelrække. Det handler valget også om.
Hvorfor skal menneskers værdi gradbøjes, så ufødte fratages livet, ældre bliver til en byrde, og det vigtigste bliver, hvad man kan yde og præstere?
Hold fast i det enkelte menneskes ubegrænsede værdi og værdighed fra undfangelse til naturlig død, så ingen er til overs, men alle er livet værd. Det handler valget også om.