Funding-service lukker for indsamling til kristent bager
– Vi vil se stadig mere forfølgelse af kristne i USA, siger evangelisten Franklin Graham efter flere sager mod kristne forretningsfolk. En funding-site har lukket indsamlingen til et kristent bager-par i Oregon.
Melissa og Aaron Klein i Oregon fik en bøde på 135.000 $ og måtte lukke deres bageri. De blev dømt for diskrimination, fordi de nægtede at bage en bryllupskage for et lesbisk par i 2013.
I Indiana måtte et familie-pizzaria lukke efter dødstrusler. Ejeren havde nemlig udtalt på tv, at han af hensyn til sin tro ikke ville levere mad til et homo-bryllup. Også en bryllupsfotograf og en blomsterbinder er blevet dømt for at modsætte sig medvirken ved homofile bryllupper.
– Vi har allerede fået mange love, som begrænser vores frihed som kristne. Jeg tror, at det vil blive værre endnu. Vi har et problem her i landet, og vi mister vores trosfrihed lidt efter lidt, dag for dag, siger Franklin Graham. Hans organisation Samaritan’s Purse har derfor startet en fond for at støtte de berørte kristne.
Sympatisører ville hjælpe bager-parret i Oregon med en indsamling via GoFundMe. Men hjemmesiden valgte at lukke indsamlingen til det kristne bagerpar. Den rivaliserende funding-site GoGetFunding har dog ikke de samme betænkeligheder overfor bager-parret: De har brudt loven, men der er ikke tale om en forfærdelig forbrydelse. De bør have lov til at samle penge ind for at kunne følge deres overbevisning, mener GoGetFunding.