Google undersættelse
Danmark er et land med gode sprogkundskaber, og hvor vi også generelt er gode til engelsk. Derfor er det sjovt, når vi fanger oversættelser, der kører helt af sporet.
Engang efter lovsangen i en pinsekirke i København, takkede gæstetaleren høfligt, inden han gik på, ved at sige: ”Thank you for the worship. I feel very blessed!” Hvorefter tolken sagde: ”Tak for den dejlige lovsang. Jeg føler mig helt blæst!
Det kunne da sagtens være, at nogle (især de ældre) følte sig helt blæst bagover, men den korrekte oversættelse skulle have været ”velsignet”.
På Mariager Højskole har vi over 100 mennesker, der beder for os regelmæssigt, og dem kalder vi for bønnesupportere. Vi sætter stor pris på deres tjeneste, og de får et nyhedsbrev hver måned både på dansk og engelsk, da vi både har folk fra ind- og udland, der løfter os op i forbøn.
Da jeg skulle skrive det seneste brev, ville jeg spare tid med den engelske udgave, så jeg kørte brevet igennem Google Translate af ren dovenskab, for ikke at skulle skrive så meget selv. Google Translate er dog ikke altid helt pålidelig. Den lagde nok så flot ud med at skrive ”Dear Bean Supporters”. – Om den mente, at det var mr. Beans fanklub, eller bare folk, der elsker grøntsager, fremgik ikke af oversættelsen.
Det værste var dog, da den skulle oversætte, hvad jeg havde skrevet om vores seneste store arrangement Worship Extended, en lovsangskonference, som vi har afholdt årligt de sidste 14 år.
Denne gang havde vi besøg af den kendte lovsangsleder fra USA, Sean Feucht, som gav os et dejligt, relevant seminar, og derefter et brag af en lovsangskoncert. Sidstnævnte valgte Google at oversætte som: ”A hell of a worship concert!” [En helvedes lovsangskoncert.] Da der er grænser for, hvad vi kan udsende i vores bønnebreve, lavede jeg til sidst min egen oversættelse.
Det kan være svært med dansk/engelsk. Da vi flyttede til Mariager fra København for ca. seks år siden, og vi skulle melde os ind i kommunen, fortalte min kone over telefonen, at vi hed ”Hill” til efternavn.
Kort tid efter fik vi et officielt brev til familien ”Hell”. – Med andre ord et brev til familien fra helvede, der nu skulle arbejde på de kristne skoler i Mariager.