Venstre sidebanner eksempel

Hundreder marcherede for Israel

Søndag marcherede hundreder for Israel i Oslo. Foto: KPK
Søndag marcherede hundreder for Israel i Oslo. Foto: KPK

I søndags var der både en støttemarkering for Israel og en solidaritetsmarkering for palæstinenserne i Oslo. Det foregik stort set fredeligt, skriver KPK.
En stor politistyrke var på plads for at hindre, at de to marcher kom til at krydse hinanden.
Mange hundrede mennesker var mødt op på Eidsvolls Plads foran Stortinget. De bar israelske flag for at markere støtte til Israel og jøderne. Fra Stortinget marcherede de til Rådhuspladsen, mens de råbte israels-venlige slagord og sang ”hevenu shalom alechem”.
Nær Rådhuspladsen måtte politiet lægge en mand i håndjern på grund af truende opførsel. Der lød også anti-israelske tilråb fra en parkeret bil. På Jernbanetorget stod omkring 100 mennesker med palæstina-tørklæder og skilte med opfordring til at boykotte Israel. Forrest stod en gruppe ortodokse jøder, bl.a. Rabbi Weiss, der er talsmand for den anti-zionistiske bevægelse Neturei Karta. Denne parade gik over Karl Johan-gaden, forbi Stortinget, Nasjonalteateret og ud til Nobels Fredssenter. Ved sporvognsskinnerne samledes gruppen for at høre taler af Trond Ali Linstad og Saqib Ibrahim, der var initiativtager til markeringen.
Lige i nærheden hørte israels-vennerne partileder Siv Jensen fra Frp. holde tale. Hun mindede bl.a. om, hvordan 532 norske jøder for kun 73 år siden blev tvunget ombord i skibet ”Donau” og deporteret til nazistiske kz-lejre. Kampen mod jødehad er ikke forbi, understregede hun. Også medlem af KrF., Hans Fredrik Grøvan, og Israels ambassadør, Raphael Schutz, talte til denne gruppe.