Line uddelte nødhjælp til Nepals jordskælvsofre

Line Højland fra Mission Øst er rystet efter besøg i Nepal efter voldsomt jordskælv. Befolkningen er i chok, men lader livet gå videre.

Chok, forvirring og modløshed. Ro, smil og latter. Da Line Højland fra Mission Øst besøgte Nepal, oplevede hun vidt forskellige reaktioner på jordskælvet, der ramte landet den 25. april.

Hun blev selv dybt bevæget af nepalesernes gæstfrihed og taknemmelighed over den hjælp, Mission Øst delte ud i afsidesliggende landsbyer nær jordskælvets epicenter nordøst for Katmandu.

I knæ, men ikke knækket

Jordskælvet målte 7,8 på Richterskalaen og lagde 90 procent af husene øde i de ni landsbyer, hvor Mission Øst nu skaffer husly og rent drikkevand til 30.000 mennesker. Midt under uddelingen kom endnu et jordskælv, der målte 7,3 på Richterskalaen.
I alt er 8.000 mennesker omkommet, 14.000 kvæstede og flere end 300.000 mennesker hjemløse. 1,4 millioner har brug for fødevarehjælp, og otte millioner er på en eller anden måde berørt af de to jordskælv.
Jordskælvene har tvunget det fattige land i knæ, men ifølge Line Højland har det ikke kunnet knække befolkningen. I en landsby blev hun og nødhjælpsarbejderne budt på te af den lokale engelsklærer:
– Jeg kiggede mig omkring på de sammenstyrtede bygninger og fik fremstammet, at jeg da ikke ville drikke deres te. Han fik et øjeblik et såret og fornærmet udtryk i ansigtet og spurgte: ”Hvorfor dog ikke?” Jeg fik forklaret mig: De havde ingenting, og jeg ville ikke tage det lidt de havde. Han smilede og sagde: ”Du er vores gæst, og det vil være en ære, hvis du ville drikke en kop te sammen med os!”

Svært at modtage tak

Line Højland har været kommunikationsmedarbejder i Mission Øst i otte måneder. Allerede et par dage efter jordskælvet ramte Nepal, blev hun sendt ned for at deltage i nødhjælp og rapportere hjem. Her opstod hurtigt et dilemma:
– Det var en mærkelig følelse af få tak fra dem. Selv om jeg på en måde var en del af dette store maskineri, der havde kørt presenninger og vanddunke ud i de fjerne landsbyer, følte jeg ikke, at de havde noget at takke mig for personligt. Tværtimod ville jeg takke dem for deres venlighed og tålmodighed og gæstfrihed og villighed til at tale med mig og dele deres historier, fortæller Line.
Mission Øst har arbejdet med katastrofeforebyggelse i Nepal siden 2009, og derfor var medarbejderne i fuld gang med at vurdere skaderne og samle nødhjælp, da Line omsider landede i Katmandu lufthavn. Det er den eneste internationale lufthavn i landet og har kun en eneste landingsbane.
– Der var kaos. På grund af de mange fly, der pludselig kom ind med nødhjælp, måtte vi først kredse rundt i luften halvanden time og derefter holde i kø på landingspladsen.

Bor i telte af frygt for sammenstyrtninger

Men det værste var det syn, der mødte dem, da de kørte ind til Katmandu:
– Mure var krakeleret, bygninger var styrtet totalt sammen, og flere af de århundrede gamle templer var væk. Alligevel fortsatte livet. Butikker og caféer åbnede igen, folk tændte lys i templerne og taxaerne kørte. Men folk var bange. Hvis man bare gik en smule rundt i byen, så man overalt, hvordan folk havde slået telte og presenninger op på stadioner og byggepladser. Nogle havde mistet deres huse i jordskælvet, men de fleste boede i teltene, fordi de var bange for at vende tilbage til deres bygning. De kunne se revner i murene, og de konstante efterskælv gjorde det farligt at være indendørs.
Men ikke kun i Katmandu var bygninger styrtet sammen. Line og hendes kolleger besøgte den gamle by Sakwa, som ligger i et smukt område med frodige bjerge og frisk luft. De fleste af de gamle huse med fine træudskæringer var alle styrtet sammen i jordskælvet.
– Det mærkelige var, at der var en utrolig ro i denne by. Solen skinnede lunt, og folk gik stille og roligt rundt mellem ruinerne. Der lugtede som på et museum – af gammelt ler, og det virkede som en arkæologisk udgravning, fortæller Line Højland.

Rystende beretninger

Men få dage forinden havde der boet mennesker i disse huse. Og kiggede man godt efter, kunne man se familiebilleder og børnetegninger, der hang inde på de tapetserede vægge, fortæller Line Højland, der blev dybt rystet af befolkningens beretninger.
– En familie på seks var blevet begravet under murbrokkerne. Man havde gravet ligene ud af faderen og tre af børnene. Moderen var kommet ud i live og var nu i et telt på en mark uden for byen. Det sidste familiemedlem – en otteårig pige – havde de endnu ikke fundet.
– En anden familie var med en stoisk ro gået i gang med at samle mursten sammen fra deres krakelerede hus. De svarede venligt på mine spørgsmål, som jeg stillede dem, mens de kastede mursten ned fra ruinen og stablede dem. De havde mistet to familiemedlemmer i jordskælvet, den ene en femten måneder gammel baby.

Kasteløse er de mest udsatte

De tragiske historier er næsten ikke til at bære, og Line Højland måtte koncentrere sig om nødhjælpsarbejdet, der presenning for presenning, vanddunk for vanddunk og med en stribe hygiejneartikler giver familie for familie mulighed for at klare sig efter katastrofen.
– På en skrænt så jeg to skoletasker og et kladdehæfte ligge i gruset mellem murbrokker. Nedenfor var et sammenstyrtet hus. Huset tilhørte en dalit-familie, der som kasteløse er blandt de mest udsatte befolkningsgrupper i Nepal. Nu havde de slået en presenning op i den skolegård, hvor vi uddelte nødhjælp. Fire af familiens børn var omkommet under jordskælvet. Familien havde gravet dem ud, og de lå nu begravet under gulvet i den sammenstyrtede skolebygning. Moderen til to af børnene var i fuldstændig chok.
Hjælpen fra Mission Øst og andre hjælpeorganisationer viser lokalbefolkningen, at de er omgivet af en verden, der kærer sig om dem. Og derfor blev Line Højland og de andre hjælpearbejdere mødt med stor taknemmelighed. Og oplevede endda flere melde sig som frivillige til at dele hjælpen ud til syge og gamle, som ofte havde svært ved at nå frem til de tre lastbiler med nødhjælp.

Mulighed for at vise omsorg

– Efter uddelingen satte vi os trætte i et midlertidigt tehus og spiste vores ris med dal og karry i en stemning af træt eufori og taknemmelighed fra landsbyens beboere. En taknemmelighed, jeg også følte for dem, fordi de så venligt og tålmodigt havde fortalt mig deres smertelige historier.
Line Højland er nu hjemme i trygge Danmark igen, men indtrykkene fra Nepal har mejslet sig fast i sindet. Så meget, at hendes netværk har været bekymret for, hvordan hun ville håndtere sine oplevelser med at møde mennesker ansigt til ansigt, som har mistet børn og andre familiemedlemmer.
– Det var da bestemt ikke rart, fortæller hun. – Det var især ikke rart at skulle stille dem spørgsmål om deres oplevelser og tage billeder af dem. Men at møde dem ansigt til ansigt gav mig også mulighed for at vise dem min omsorg og give udtryk for min deltagelse i deres sorg. Og at være der selv gav et mere nuanceret billede af, hvordan et samfund er efter en katastrofe. Jeg så, hvordan livet gik videre med arbejde i marken, salg af te og arbejdet med at genopbygge huse. Og der var også meget latter og glæde og mange smil.