Lys i vinduerne
Solvej Allen
Roskilde
I skrivende stund er det præcis 70 år siden, Danmark blev befriet fra tysk besættelse. I aften vil jeg sætte stearinlys i mine vinduer. Jeg levede ikke dengang i fyrrerne, men fra film og familie har jeg hørt om, hvordan det var at være undertrykt som nation, og hvor stor glæden var, den dag beskeden om befrielsen skrattede ind på krystalapparatet.
Frihedskæmperne havde bravt modarbejdet besættelsesmagten. Nogle af dem måtte betale med deres liv. Dem mindes jeg, når jeg i aften sætter lys i mine vinduer. Jeg kom for nylig tilfældigt forbi Ryparken Mindelund i København på en cykeltur og gik stille rundt og så på så mange navne, så mange sten, så mange liv, der blev forkortet af dette jerngreb over vores land. Besættelse virker næsten uvirkeligt på en som mig, der ikke selv har oplevet krigsårene. Men navnene står der, mejslet i sten. Som lysene vil stå der i aften, blafrende i mørket.
Nu er vi frie. Frie til at trykke muhammedtegninger, blende guldfisk og demonstrere. Frie til at chatte og være platte, frie til at være bøsser, liberalister, jøder og muslimer. Og dog ….. for ondskaben er ikke bare en lille galning fra Tyskland, der levede engang. Ondskaben er en variabel størrelse, der ofte stikker sit grimme hoved frem fra uventet hold. Nogle gange kommer den endda indefra. Vi bryster os af vores nationale frihed.
Vi lever i et smørhul. Et trygt lille land, som millioner af flygtninge ville give deres højre arm for at komme til. Men helt frie er vi ikke. Vi har alle sammen en indre ondskab, en understimuleret galning, der vil hejles og hædres. Pludselig bliver en jøde skudt på åben gade, pludselig bliver en flok uskyldige unge dræbt på en ø på en fredelig sommerdag.
Vi ser os selv som gode mennesker, men vi kan ikke leve op til vores egne krav og ønsker om godhed. Og den lille ondskab, den lille smålighed, den lille selviskhed, den ser vi langt oftere. “Der skal ikke bo flygtninge på MIN gade, for så falder min ejendomsværdi”…..enhver er sig selv nærmest, og det er også en slags ondskab.
“Jeg elendige menneske” siger Paulus, “Hvem kan fri mig fra dette dødens legeme?”
Det kan kun den største frihedskæmper, han som blev født for godt 2000 år siden, han som brød dødens og ondskabens jerngreb. Kun han kan befri os fra vores indre besættelsesmagt. Kun han kan sprænge den infrastruktur, der giver fjenden indgang i vores liv.
Den som Sønnen har frigjort, skal være virkelig fri.
Når jeg i aften sætter lys i mine vinduer, vil jeg mindes dem, der engang gav deres liv for et frit Danmark. Og jeg vil bede til ham, som stadig tænder lys i menneskehjerter, til ham som stadig kan splintre vores indre mørke. Jeg vil bede om, at hans rige må komme i vores land. At hans lys må skinne i mørket, og at mørket ikke må få bugt med det. Mine lys skal i aften stå tændt som en blafrende bøn til historiens største Frihedskæmper.
