Min kæreste har gjort det forbi

Hej Suh.
Min kæreste igennem 3 år har for nyligt gjort det forbi. Jeg er sønderknust og helt ved siden af mig selv.
Jeg ved godt med min forstand, at ”tiden læger alle sår”, og at livet går videre og alt det der, men det gør det bare ikke i min verden. Min verden står stille, og jeg føler, at jeg er ved at dø af det sår, der er blevet mig påført. Jeg tænker nok, at jeg vil overleve rent fysisk, men indtil helingen starter – hvordan holder jeg da tilværelsen ud???
Jeg har været nødt til at sygemelde mig fra arbejdet i 14 dage indtil videre, og jeg er jo nødt til at komme ind i kampen igen på et tidspunkt. Kan man sige noget om, hvor længe det maximalt bliver ved?
Den ulykkelige

Kære Ulykkelige
Jeg kan da godt forstå, at hele din verden står stille lige nu – for du oplever vel at have mistet kærligheden i dit liv, og uden kærlighed, hvad er vi så? Hvad skal vi da leve for? Når noget så voldsomt sker i vores liv, så går vi i en form for chok.
Alle vore sanser er blevet overstimulerede, og det betyder, at de ikke rigtig kan reagere på andet. Vi kan ikke rigtig forholde os til andre og nye input, og mange oplever det som at leve i en osteklokke. Verden udenfor går ganske rigtigt videre, men man kan ikke mærke det, ikke tage del i den.
På et tidspunkt går denne tilstand over – vores nervesystem vil restituere, men det tager nogen tid, alt efter hvor voldsom oplevelsen var. Man kan ikke sætte præcis tidsangivelse på, men du kan selv hjælpe helingsprocessen på vej ved at bearbejde din sorg, vrede, smerte ved at dele dine tanker og følelser omkring det skete med andre. Ikke alle og enhver, men med nogle, som du er tryg ved, og som du har tillid til.
Ved at dele af dit inderste (dig) med andre (resten af verden) bygger denne proces bro mellem dig og den verden, der ufortrødent går videre. Dit nervesystem vænner sig på denne måde mere og mere til at koble de to dimensioner sammen.
Og så må du give det tid. Udhold smerten i en tålmodig vished om, at det ikke varer ved for evigt. Giv plads for, at hjertet og følelserne kan sørge og rase. Accepter, at det tager den tid, som det tager for dig. Jo mere du undertrykker det, jo længere tid tager det. Lad din fornuft berolige dit hjerte, som tror, at det aldrig bliver anderledes.
Dit udtryk med at ”komme ind i kampen igen” er i øvrigt meget rammende, for det er jo netop en kamp, du skal kæmpe. Du skal nemlig overvinde den fristelse, det formentlig er at undgå ulysten, angsten og smerten, og som bilder dig ind, at så går det hele væk af sig selv – eller endnu bedre: så er det aldrig sket.
Men det er selvsagt ikke sandt, og sår heles netop allerbedst ved, at vi forholder os til dem, undersøger dem, renser dem, forbinder dem og derefter tålmodigt giver dem tid til at hele op. Der vil muligvis være flere kampe at kæmpe for dig forude, nemlig fristelsen til at afvise et nyt forhold af frygt for at blive såret igen.
Det er ganske forståeligt, men jeg håber, at du vil finde modet i dig til at modstå den fristelse, for kun ved at turde tro på kærligheden igen giver du den mulighed for at overbevise sig dig om, at den stadig findes.
Hilsen