Ny landsleder for søndagsskolerne

Brian Nissen er pt lærer på Grejsdalens Efterskole.
Brian Nissen er pt lærer på Grejsdalens Efterskole.

DFS har været relevant i 130 år. Og vi skal videre, siger efterskolelærer Brian Nissen.

Det bliver den 38-årige Brian Nissen, der d. 1. august sætter sig i landslederstolen hos Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS).

– Jeg glæder mig rigtig meget til at sætte fokus på børn og Gud – de fortjener, at vi giver dem det bedste, siger Brian begejstret.
De senere år har DFS profileret sig stærkt i det kirkelige landskab som en nutidig og forandringsparat organisation. Det er egenskaber, som Brian har lagt mærke til.
– DFS er en spændende organisation, hvor de frivillige og lønnede medarbejdere arbejder godt sammen. Og så er DFS ikke bange for at udfordre og tænke nyt. Det kan jeg godt lide. For selv om DFS har holdt fødselsdag over 130 gange, så har organisationen hele tiden tænkt nyt og bevist sin relevans. Og vi skal videre, understreger Brian Nissen.
Han har siden 2010 været lærer på Grejsdalens Efterskole og skifter dermed teenagerne ud med de lidt yngre.
Ud over efterskolelærer kan Brian skrive cand. theol. på sit CV, en uddannelse, som han også glæder sig til at gøre brug af som landsleder.
– Børnene skal have hele evangeliet serveret. Ikke kun historierne om Noa og Jonas, men mange flere af Bibelens tekster skal i spil. Så mon ikke jeg får god mulighed for at spille ind her, siger han med et smil.
Privat bor Brian i Løsning med sin kone Rita og sønnen Samuel.
Brian afløser Bent Molbech Pedersen, der efter otte år som landsleder skal være forstander på Djurslands Efterskole.