Unik stemme
Josh Garrels er på rekordtid blevet en af de mest elskede indie-kunstnere på den kristne musikscene. Hans unikke stemme og musikalske talent slog for alvor igennem med pladen ‘Love & War & The Sea In Between’.
Det er svært at lave en opfølger på sådan en succes, hvilket efterfølgeren ‘Home’ også viser. ‘Home’ når ikke helt op på niveauet fra den tidligere plade og er lidt anderledes i stilen; men Garrels unikke stemme kan bære musikken langt, og denne plade er rigtig god.
Ligesom på de tidligere plader så formår Josh Garrels bare at skabe et musikalsk univers, som er så fængende og behageligt at lytte til, at det er lige det, man gør. Det er en af den slags helstøbte album, som man kan lytte til igen og igen. Titlen indikerer, at Garrels ovenpå alle sine priser og succes’er følte, at han måtte tilbage til glæden ved musikken og de nære ting, som især er hans familie og Gud. Det kan man bl.a. høre i sangen ‘Heavens Knife’, som er en kærlighedssang til hans kone. Resten af pladen handler på forskellige måder om troen. Især har jeg nydt ‘At the Table’s stærke tekst om, at der altid er plads ved Guds bord til os.
Jeg elsker Garrels’ albums. Det er lidt anderledes end de fleste andre kunstnere – nok især på grund af hans unikke stemme. Det er smukt, og det er fængende. Han skriver det, som ligger ham på hjerte, troen på Jesus, og Guds væsen – og det løfter min sjæl op at lytte til ham.
Hvis du allerede kender Josh Garrels, så skynd dig at købe hans album. Og kender du ham ikke, så er det måske på tide at stifte bekendtskab med ham? På trods af hans store popularitet, så giver han utroligt nok musikken væk helt gratis på noisetrade.com, hvis man ikke vil købe den (hvilket du burde!).