Bøn for muslimer under Ramadanen
Norea MedieMission, Dansk Europamission og Åbne Døre har udgivet hæftet ’30 dage i bøn for den muslimske verden’, som opfordrer kristne til at bede for muslimer under Ramadanen 18. juni -17. juli.
Hæftet indeholder statistikker og oplysninger om, hvad vore dages muslimer tror på, og hvordan de praktiserer deres tro fx i de tidligere Sovjet-republikker.
Hver af de 30 dage kan man læse en beretning om muslimer i et bestemt land eller lære mere om islams historie. Der er beretninger om muslimer, som er kommet til tro på Jesus og forslag til konkret bøn for kristen mission blandt muslimerne.
Desuden kan man se en oversigt over vigtige muslimske helligdage.
– Hvad nu, hvordan vil du blive ved med at bede, lyder spørgsmålet bagerst i hæftet. Her kan man skrive, hvad man ønsker at se Gud gøre for en muslimsk ven eller i lokalsamfundet.