Dødsdømt alkoholiker fik en ny chance

Revisor Niels Christian Storgaard drak for mange snapse, og leveren slog klik. Men hans peruvianske hustru Marly havde fået en stærk tro på, at han ville overleve. Og i dag er han frisk som en havørn…

Når Niels Christian Storgaard tidligere kom rundt for at revidere regnskaber, begyndte man ofte med en Gammel Dansk om morgenen og øl og snaps til frokost.

Som tiden gik blev der tættere mellem snapsene, og Niels Christian blev efterhånden afhængig af alkohol.
– Omkring år 2000 begyndte det at bliv værre. Jeg drak til sidst fire store fadøl med snaps til om dagen. Og en hel flaske snaps hjemme hver dag. Jeg gemte flasken bag bøgerne i reolen for min kone, fortælle Niels Christian.
Han havde mødt sin hustru Marly til en fest på den cubanske ambassade, hvor hun arbejdede. Han troede ikke, at hun bemærkede noget.
– Jeg var så vant til at drikke, at jeg sagtens kunne begå mig og endda køre bil med en høj promille, husker han.
– Når det så alligevel blev opdaget, at der var Gammel Dansk i skuffen, så mistede jeg jo det ene job efter det andet.
Alligevel blev jeg ved, indtil min lever var så beskadiget, at jeg blev indlagt i 2009.

Du lever ikke året ud…

På sygehuset blev Niels Christian undersøgt og fik at vide, at han skulle holde op med at drikke. Efter et par dage blev han sendt hjem. Men der gik kun 14 dage, så slog leveren klik. Niels Christian besvimede på lægens parkeringsplads og blev sendt på sygehuset med ambullance.
Det konstateret, at Niels Christians lever kun fungerede med ca. 5 pct.
– På det tidspunkt sagde de til mig, at hvis jeg holdt mig fra alkohol, så ville jeg få det lidt bedre. Men de kunne ikke garantere, at jeg ville leve året ud. De mente ikke rigtigt, at de kunne gøre noget for mig. Jeg kom på antabus og var oppe på at spise tyve piller om dagen.
Efter nogen tid blev jeg sendt hjem. Overlægen kunne mærke, at min kone var meget troende og tænkte nok, at det var bedst for mig at komme hjem. Men jeg havde det rigtig skidt.
Så fik min kone mig med i kirke. Jeg var opvokset i en kristen familie og hørte til Baptistkirken, men jeg var kommet væk fra den.
Min kone er fra Peru i Sydamerika, og hun var begyndt at komme i den spansktalende menighed på Drejervej. Hun tog mig med, selv om jeg nu måtte gå med rollator.
Da den spanske præst Alberto sagde, at han manglede nogen til at hjælpe med det praktiske, meldte jeg mig alligevel, selv om jeg knapt nok kunne komme derind. I starten tog jeg derind to gange om ugen. Efterhånden mere. Men jeg havde det stadigvæk ikke godt.

Bad for sit liv nytårsaften

– Nytårsaften hang lægernes ord tungt over mig, at jeg ikke ville leve året ud. Der var nu gået fire måneder, hvor jeg ikke havde haft det særlig godt. Det var ekstra svært, fordi det var min fødselsdag nytårsdag den 1.1. Og jeg vidste ikke, om jeg ville overleve.
Jeg bad til Gud og sagde: Jeg har begået nogen store fejl. Jeg vil gerne ud af det her. Jeg vil være fri for min rollator. Og jeg vil tjene dig resten af mit liv, lovede jeg.
Og dér skete der noget. Gud satte mig fri.
Jeg overlevede nytåret, og jeg mærkede en bedring, så jeg kunne holde op med at bruge rollator. Min kone fortalte mig en dag, at hun havde glemt at give mig antabus i længere tid.
– Nå, så går jeg over og får en lille én, sagde jeg. Men det var kun i sjov. Jeg gjorde det ikke.

Tvivlen slog mig ud

– Den 20. januar fik jeg et officielt brev, hvor lægerne skrev, at jeg skulle regne med tilbagefald og adskillige indlæggelser. De kunne ikke rigtigt gøre noget. Det behøvede de heller ikke, for Gud var begyndt at gøre mig rask.
Men da jeg fik brevet, begyndte jeg at tvivle på det. Så jeg måtte ringe til min kone og bede hende komme hjem og bede med mig.
Min kone havde hele vejen en stærk tro. Hun følte, hun havde fået en besked fra Gud om, at jeg ville komme mig. Selv om lægerne kom med deres advarsler, sagde hun bare nå. Og jeg spekulerede på, om hun ikke havde forstået de alvorlige ord, de sagde. Men det var hendes tro, der fik hende igennem.
Da jeg senere gik til kontrol hos lægen, sagde hun, at hun ikke fattede en brik. Alle tal var, som de skulle være. Jeg fejlede åbenbart ikke noget.
– Du ligner jo en på 40, sagde hun, selv om jeg på det tidspunkt var 58 år. Det var i 2010.
Siden er det bare gået fremad, så jeg nu har det rigtigt godt. Og det kan jeg kun takke Gud for. Jeg stod med lægernes dom i den ene hånd, men min bibel i den anden. Og jeg bad til Gud, og han hjalp mig.
Jeg besluttede dengang, at jeg ville sige åbent til alle, at det var Gud, der havde hjulpet mig. Det skulle ikke gemmes af vejen.

Rejste til Peru

– Da det begyndte at gå bedre, fik jeg den idé, at jeg ville rejse til Peru for at vise min kones familie, at jeg virkelig var sat fri fra af alkohol. De havde jo nok hørt, at jeg var alkoholiker.
Min kone syntes, at jeg skulle vente, til jeg havde det endnu bedre. Men et par dage efter fik vi en bryllups-invitation fra min kones familie i Peru!
Så tog jeg derover alene i oktober 2010. Og jeg var der i to hele måneder. I oktober fyldte min svigermor 75 år, og jeg holdt en stor fest for hende, hvor jeg selv lavede dansk mad til dem.
Jeg kunne dog ikke rigtigt få lov at komme med mit vidnesbyrd i deres katolske kirke. For, som min svigermor sagde, så troede man ikke rigtigt på sådan noget med mirakler i den kirke.
Men så hørte jeg, at der skulle holdes en stor fælleskirkelig helbredelses-gudstjeneste i hovedstaden Lima.
Så tog jeg også til Lima.

Vidnesbyrd på tv

– Da jeg hørte, at nogle helbredte skulle fortælle deres vidnesbyrd, sagde jeg på mit ikke helt perfekte spanske, at jeg også gerne ville fortælle, hvad Gud havde gjort for mig. Og det fik jeg lov til. Og alt kom bare til mig, så det var nemt at sige på spansk, da den katolske præst interviewede mig.
Da jeg så kom hjem, sagde de andre til mig, at vi skulle se at få spist, så vi kunne se fjernsyn om aftenen. Nå, tænkte jeg. Det lød lidt kedeligt. Jeg ville meget hellere snakke om det, jeg havde oplevet. Men det viste sig så, at gudstjenesten fra om formiddagen blev sendt i den bedste sendetid på nationalt tv lørdag aften.
Mandag ringede jeg hjem til min kone og sagde, at jeg havde fortalt mit vidnesbyrd, og at det var kommet i nationalt tv. Det troede hun nu ikke rigtigt på, så da jeg kom hjem, var det første jeg gjorde at sætte dvd-optagelsen på, så hun kunne se det.

Oplevede ny helbredelse

– Jeg har oplevet så mange gode ting siden, jeg overgav mit liv til Jesus.
Cirka et år efter, at jeg var blevet sat fri, styrtede en af min kones veninder på cykel og fik en flænge i hovedet, så hun lå i koma. Da hun vågnede op, kunne hun hverken snakke eller gå. Men jeg blev tilkaldt som tolk og koordinator.
En dag sad vi til et møde med 15 læger på Herlev Sygehus. De var enige om, at der ikke var noget håb for hende. Der skulle hård genoptræning til, og de tvivlede på, at hun ville komme til at tale igen.
Så tillod jeg mig at fortælle, hvad der var sket med mig. Og jeg sagde, at der jo også kunne ske et mirakel med hende, så hun pludselig kunne det hele.
Der kom mange negative bemærkninger om, at ”sådan er det jo ikke”. En af lægerne spurgte mig dog ud bagefter. Det viste sig, at han havde kristne rødder, men at han altid havde fornægtet det.
Men så gik der ikke mere end en uge, før min kones veninde fik det meget bedre. Hun kom hjem at bo og blev så kørt frem og tilbage af mig og hendes mand. Og efter tre måneder blev hun totalt udskrevet.
Og nu har hun også været på ferie i Chile. Alt er okay. Hun har nogle små smerter, ligesom jeg har. Men ikke noget alvorligt. Kun en påmindelse om det, man har fejlet.
Gud har gjort hende rask.

Vil gerne tjene Gud

– Selv om jeg fik det meget bedre, havde jeg fået tilkendt førtidspension. Så jeg ville gerne hjælpe frivilligt til i Guds rige. Jeg hjalp til i den spanske menighed. Og det varede ikke længe, før jeg også begyndte at hjælpe til i kirkens bogbutik. Jeg er også med til at starte en kirke i Hørsholm sammen med Relevant Kirke.
Jeg fik en ny chance. Og den vil jeg gerne bruge rigtigt.