Frikirke i Juelsminde holder international gudstjeneste
Søndag den 28. juni inviterer frikirken Kristus for Alle i Juelsminde til international gudstjeneste, hvor talere fra flere lande vil fortælle om deres liv og arbejde.
Danske Allan Smith, som er gift med russiske Tanya, vil fortælle om bl.a. selv-hjælps-projekter i Kasakhstan.
Robert Nzapa fra Sejs vil fortælle om et nyt liv i Danmark efter et liv med lemlæstelse og traumer fra Congo.
Pastorparret Britta og Torben Thomsen åbner til daglig deres hjem på Fyrrelunden 28 for menighedens møder. Det vil også ske denne dag.
– Vi oplever, at mennesker fra alle kulturer trives godt i de hjemlige rammer, som frikirken her kan tilbyde. Som familie har vi valgt først og fremmest at investere tid i vores egne 6 børn, og dernæst at tage os af andre, der har brug for et fællesskab at høre med i. At vi er blevet en multikulturel menighed hjælper os til at sætte det samlende i livet højt: kærligheden til Gud og kærligheden til hinanden, siger pastorparret.
Til mødet på søndag vil der være tolkning til engelsk og russisk, og powerpoint med bibeltekster på arabisk. Mødet er åbent for alle.