Gabrielpris til film om demens
Landsforeningen af Menighedsråd har givet filmprisen, Gabrielprisen 2015, til Erik Clausens film ”Mennesker bliver spist”. Filmen er et hverdagsdrama om en familie, der rammes af demens, skriver foreningen Kirke og Film, der er med i juryen.
Erik Clausen er filmens instruktør, men har også hovedrollen som mekanikeren Herluf, som lider af tiltagende demens. Hans situation påvirker hele familien, bl.a. forholdet mellem ægtefællerne, mellem forældre og børn, ansat og arbejdsgiver.
Kirke og Film beskriver filmen som en dybt alvorlig hverdagssatire og fremhæver Bodil Jørgensen i rollen som hustruen. Det overliggende budskab må være Paulus’ ord til Korinterne: “Kærligheden hører aldrig op. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt!” lyder vurderingen fra Kirke og Film.