Kirke giver flygtninge håb

”Min situation er usikker – men midt i mørket kom Gud med sit lys”. Sådan fortæller en kristen iransk flygtning om det fællesskab, han har mødt i kirken i Danmark.

Af Karin Borup Ravnborg, journalist.

Vi er i Grønnevang Kirke – en folkekirke i det østlige Hillerød. Omkring 50 – danskere såvel som flygtninge – er mødt op til undervisningsaften for at høre om livet som kristen asylsøger i Danmark.

En stor del af de fremmødte er unge mænd fra Iran eller Afghanistan, som enten er kristne, der er flygtet på grund af deres tro, eller muslimer, der er konverteret under deres flugt fra et totalitært regime. Nu mødes de hver uge med andre kristne flygtninge og danskere i Grønnevang kirke – i fredags-fællesskabet ”Omid o Shadi” (på dansk ”Håb og Glæde”) og til søndagens gudstjeneste, der bliver oversat til både farsi, engelsk og kinesisk.

Ophold eller hjemsendelse

Mange af de kristne flygtninge sidder i asyllejre rundt om på Sjælland og venter på, at deres asylsag bliver behandlet – til opholdstilladelse eller hjemsendelse, fortæller Jens Kennet, en af kirkens frivillige, der gennem en del år har haft tæt kontakt til flygtningene og fulgt deres situation.
”De lever i konstant frygt for at blive sendt hjem til et muslimsk land, hvor man ikke kan få lov at være kristen. De oplever sorg over, at gamle familiemedlemmer er væk. Nogle venner er endda blevet fjender. De bliver mødt med lange ventetider i en asyllejr – ofte flere år i træk, hvor der ingenting sker. De har meget få lommepenge – nogle har ikke engang til en busbillet. Det er ikke så mærkeligt, at de midt i dette mørke spørger: ”Gud, har du glemt mig? Er der en ny fremtid for mig i Danmark?”

Ind i kirke-fællesskabet

Derfor betyder dette kirke-fællesskab da også tydeligvis rigtig meget for de fremmødte flygtninge, der denne aften en efter en kommer op til mikrofonen for at fortælle deres historie.
En tidligere muslim fortæller: ”Jeg har været igennem meget, var på et tidspunkt hjemløs og boede på gaden her i Danmark, indtil en kristen kom og hjalp mig og bød mig ind i en kirke. Det overbeviste mig om kristendommen – at Gud var der med hjælp for mig.”
En anden – en blind konservatorieuddannet musiker fra Iran – spiller et gribende stykke klassisk musik på klaveret og fortæller: ”Jeg havde et rigtig godt liv i Teheran, havde min egen forretning med musikinstrumenter og gav koncerter. Jeg havde ingen grund til at flygte, hvis ikke det var, fordi jeg som kristen blev forfulgt på grund af min tro.”
”Men her i kirken oplever jeg glæde og kærlighed,” fortsætter han. ”For mig er det lige meget, om man har lyst eller mørkt hår. Jeg kan jo ikke se det,” siger han og smiler. ”Det vigtigste er det, der er i folks hjerte.”

Det vigtige kulturmøde

Snakken fortsætter over kaffen rundt ved bordene, inden turen igen går tilbage til asylcentrene. Flere frivillige tilbyder flygtningene en plads i deres bil. En spændende aften er slut – et vigtigt kulturmøde, hvor vi danskere har fået en større forståelse for, hvem de flygtninge er, som kommer til vores land, og flygtninge har fået lov til at blive budt velkommen i det land, de er havnet i.