Leder udpeget til børnehospice
Danmarks første børne- og ungehospice, der indvies på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup til november, har udnævnt afdelingssygeplejerske Nanette Quistorff til leder.
Nanette Quistorff har i 6 år været ansat på Sankt Lukas’s voksenhospice, der åbnede for 22 år siden, og som i dag støttes af det offentlige. Det bliver dog ikke tilfældet med børnehospicet, idet sundhedsminister Nick Hækkerup ikke ønsker det offentlige involveret, som det sker i flere af vore nabolande. Ungehospicet etableres derfor alene for Sankt Lukas’ egne midler samt private gaver og donationer fra fonde.
Nanette Quistorff skal nu til at samle et dedikeret team af sygeplejersker, som skal efteruddannes inden for det krævende og specialiserede arbejde med livstruede børn og unge.
I Danmark forventes det, at ca. 750 børn og unge hvert år har behov for kontakt med et børne- og ungehospice. Sankt Lukas vil oprette et permanent børne- og ungehospice med 10-12 pladser i en ny bygning, der opføres til formålet.