Slut op om KD og deres politik

Johannes Jensen
Magnus Kjærs Gade 11
7500 Holstebro

Kristendemokraterne indledte torsdag den 28. maj 2015 kl. 22:10 som det første af de opstillede partier i partilederrunden på DR1. Det var med KD’s nye formand Stig Grenov alene overfor en af DR’s dygtige journalister samt et lille publikum. Og jeg oplevede formanden for KD som en af de bedste til klart at forsvare og gøre rede for KD’s politik – i stor frimodighed og i overensstemmelse med Bibelen. Han talte godt ind i denne frafaldne tid om Guds orden og skaberværk mm., som vi jo oplever med tiltagende styrke i store dele af verden, og ikke mindst i vores eget land Danmark. Jeg ved jo ikke, om udsendelsen forårsagede færre seere på kanalen. Men en hel del tvivl i min politiske overbevisning overfor KD-politikken blev hurtigt vendt til et sikkert kryds ved KD på valgdagen.
Det forekom mig, at der var god sammenhæng mellem Guds ord og KD’s politik – ikke mindst i familie- og børnepolitikken. Det er godt at bede og slutte op om KD og deres politik. Må de klare de 2 procent stemmer, som er spærregrænsen ved det kommende folketingsvalg!