Café Exit modtog Fællesskabsprisen 2015
Prisen, som hylder hverdagens helte, gik bl.a. til Café Exits arbejde for tidligere fanger.
En af de ti modtagere af Fællesskabsprisen 2015 er foreningen Café Exit, som har afdelinger i København, Odense og Aarhus.
– Det er en stor anerkendelse af det kæmpe arbejde, som vores frivillige og ansatte medarbejdere gør for at hjælpe indsatte til at få et meningsfyldt liv uden kriminalitet efter afsoningen, siger organisationschef Ole Bjørn Andersen.
Han finder, det er en stor ære at blive udvalgt blandt over 1.000 nominerede, som alle gør en stor indsats for fællesskabet.
Det gør Café Exit
I nomineringen til Fællesskabsprisen fremhæves det, at Café Exit primært drives af frivillige, som på forskellig vis hjælper tidligere indsatte til et nyt liv uden kriminalitet. Der er tilbud om gældsrådgivning, social- og familierådgivning. Og alle med en plettet straffeattest kan få hjælp, som udsatte ikke finder andre steder i systemet.
Det er unikt, fordi de gratis kulturelle og sociale tilbud går hånd i hånd med en professionel social indsats.
Café Exit har næsten 200 frivillige medarbejdere.
Fællesskabsprisen
Fællesskabsprisen skal hylde de mange helt almindelige danskere, der hver dag gør en ekstraordinær indsats for samfundet gennem deres arbejde og frivillige engagement.
I 2014 blev Fællesskabsprisen lanceret i et samarbejde mellem tre virksomheder, tre fagforeninger, politiker Mette Frederiksen, en kommune og en masse uddannelser, der alle sammen sætter fællesskabet højt.