Negative tanker begrænser mit liv

Jeg kan ikke lade være med at tænke sygdoms-tanker nu. Jeg frygter hele tiden sygdom.
Jeg kan ikke lade være med at tænke sygdoms-tanker nu. Jeg frygter hele tiden sygdom.

Kære Orla.
Kommer Jesus, når vi har brug for ham?
Jeg spørger på den måde, fordi jeg for ikke så lang tid siden har taget imod Jesus ind i mit liv, og nu mærker jeg virkelig, at jeg har brug for hans hjælp i min kamp mod sygdom og mod mine dårlige tanker.
Jeg føler, mit liv er fyldt med begrænsninger. Først og fremmest er det min sygdom, der begrænser mig. Men mit liv har lige fra min barndom været fyldt med negativitet og dårlige tanker, og jeg synes, det på en eller anden måde begrænser mig nu.
Mine forældre talte og tænkte hele tiden negativt om alt. Det var både om hinanden, om os børn og om andre mennesker.
De talte også om sygdom og ulykker hele tiden. Jeg tror, jeg er blevet smittet af det. Jeg kan ikke lade være med at tænke sygdoms-tanker nu. Jeg frygter hele tiden sygdom.
Det påvirker mig meget, og når jeg ser mig i spejlet, og det gør jeg hele tiden, så synes jeg udelukkende, at jeg ser rynker, ælde og forfald, og jeg er faktisk en kvinde kun først i fyrrerne.
Jeg har været til forbøn flere gange for min sygdom, eller rettere sagt mine sygdomme, da jeg for et par uger siden har fået en ny diagnose. Men forbønnen har ikke hjulpet.
Jeg har en fornemmelse af, at jeg selv holder min helbredelse på afstand. Det er, som om jeg selv blokerer med vantro og tvivl. På grund af mine vanetanker kan jeg

 

næsten ikke tro, at sygdom og alt det negative ikke for altid skal bo i mig.
Men – jeg vil så gerne leve med fred, glæde, harmoni og også sundhed. Det er derfor, jeg startede med at spørge, om Jesus kommer, når vi har brug for ham? For det har jeg virkelig nu, for jeg har brug for et mirakel fra Jesus til at bryde den onde cirkel, som jeg sidder fast i.
Jeg føler, at mit legeme er mit fængsel. Jeg føler, mine tanker er mit fængsel. Jeg føler mig som en fange i mit eget liv.
Vil du godt svare mig og også bede for mig, da jeg har læst i din Brevkasse i Udfordringen, at din bøn har virkning. Jeg vil også godt modtage en salvedug, selv om jeg ikke ved, hvad det er for noget.
Venlig hilsen
A.

Svar:

Vantro og tvivl begrænser Guds kraft i os

Jesus kommer altid, når der er brug for ham. Men vi må bede ham om det. Søge ham. Kalde på ham. Hans nærvær kommer ikke automatisk.
Jesus kommer altid, når der er brug for ham. Men vi må bede ham om det. Søge ham. Kalde på ham. Hans nærvær kommer ikke automatisk.

Kære A

Først til dit spørgsmål:
Om Jesus kommer, når vi har brug for ham?
Jesus kommer altid, når der er brug for ham. Men vi må bede ham om det. Søge ham. Kalde på ham. Det hedder med et gammelt ord: Påkaldelse. Hans nærvær kommer ikke automatisk.
I Bibelen læser vi i Salme 34, vers 5: ”Jeg søgte Herren, og han svarede mig, han befriede mig for al min frygt.”
Dette er ikke kun en oplevelse, som kong David fik. Det kan alle opleve, som søger Herren.
Da Jesus sagde til sine venner: ”Og se, jeg er med jer alle dage”, da mente han lige netop dette.
Hvis du befinder dig i et liv af snærende begrænsninger, så er det, fordi du har accepteret de begrænsninger, som livet – og også dine forældre som rolle-modeller – har givet dig.
Livet må sandelig også have været svært for dine forældre, når de var bundet af så meget negativt.
Bed Jesus ved Helligånden give dig tro på et liv uden snærende begrænsninger.
Jeg har set mange helbredelser og forandringer skabt ud af negative omgivelser. Men det forudsætter en positiv forvandling i tankerne.

 

Det forudsætter en indstilling, der stemmer overens med Guds ord og løfter. Sådan en forvandling af indstilling kan vi mennesker kun få af Jesus ved Helligånden. Det formår vi ikke selv at frembringe ved egen anstrengelse. Det sker ved og af nåde fra Gud.
Du skriver, at når du ser dig selv i spejlet, synes du kun, du ser rynker, ælde og forfald.
Som jeg ser det, så er det os selv, der et langt stykke af vejen tillader vores legemer at forgå for tidligt.
Det er selve de negative tanker, følelser og forventninger, som vi påtvinger vores legemer, som ofte lukker op for sygdom, ælde og forfald. Du er selv inde på, at du synes, det er for tidligt, at du ældes. Det synes jeg også, når du kun er i starten af fyrrerne.
Du oplever, at du måske selv er med til at blokere for helbredelse med vantro og tvivl.
Jeg tror, at vi mennesker ofte kæmper mod en barriere af vantro, tvivl og frygt i forhold til Guds løfter, også i forhold til løftet om helbredelse. Men her skal vi huske, at der også kan være andre årsager til, at syge ikke bliver helbredt ved bøn.
Når Jesus ved Helligånden hjælper os, så kan vi befries for vores tvivl og vantro. Så er vi, som jeg ser det, hjemme hos Gud, så er vi i det Hellige Land.
Det vil jeg bede om må ske for dig, kære A.
Nu med hensyn til dit spørgsmål om, hvad en salvedug er for noget:
Her vil jeg gerne understrege, at en salvedug i sig selv kun er et stykke tøj, som ikke har nogen kraft.
Den kraft, som salvedugen medbringer, skyldes den bøn og den tro på Jesus, som bliver knyttet til salvedugen.
Vores tro har ofte brug for noget konkret at støtte sig til. Her tænker jeg fx på kvinden med blødningerne, som greb fat i Jesu tøj og blev helbredt.
Og da Jesus spyttede på jorden, lavede dynd og smurte det på den blindfødtes øjne, var det ikke dyndet i sig selv, der helbredte den blindfødte. Det var derimod dyndet forbundet med troen på Jesus. Det er i troen på Jesus og i bønnen til Jesus, at den gode virkning ligger.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

Oplevelser:

Kære Orla Lindskov
Min datter og jeg vil blive meget taknemmelige for at få tilsendt et par salveduge, da vi begge nu døjer med forskellige svagheder og sygdomme. Det handler bl.a. om ansigts-lammelser og grøn stær. Jeg havde stor glæde af en salvedug for mine utallige fodvorter i sin tid.
Med tak og venlig hilsen, samt Herrens velsignelse til dig og dine
fra E.